»Det var ikke okay af mig, og det er jeg lidt ærgerlig over.«

Sådan siger Maja Foldager Pedersen med et undskyldende smil efter en brøler i sidste uges afsnit af 'Gift ved første blik' – som hun faktisk ikke selv var klar over, hun begik.

I tredje afsnit af DR's populære datingprogram tog de fem par på bryllupsrejse efter kun at have været gift i ganske få dage.

Og i Bologna fik 28-årige Maja Foldager Pedersen endnu en gang slået fast, hvad hun havde været bekymret for lige siden sit første møde med sin et år ældre ægtemand, Frederik Gottorp Fornitz.

Maja savner initiativ fra ægtemanden, da de udforsker Bologna på bryllupsrejsen.
Maja savner initiativ fra ægtemanden, da de udforsker Bologna på bryllupsrejsen. Foto: Snowman Productions ApS
Vis mere

Han er en forsigtig fyr, der helst ikke selv tager initiativ, fordi han frygter modtagelsen hos den anden part.

Hver gang Maja Foldager Pedersen spurgte, hvad han havde lyst til at opleve, slog han ud med armene og sendte bolden tilbage til sin hustru til hendes store fortrydelse.

Undtagen midt på Piazza di Porta Ravegnana.

Her dristede Frederik Gottorp Fornitz sig til at foreslå en tur op i de to skæve tårne, Le Due Torri.

Og fik afslag.

Det er først, da B.T. spørger til episoden, at det går op for Maja Foldager Pedersen, hvad der skete den dag i Bologna.

»Gud, det har jeg overhovedet ikke lagt mærke til. Det anede jeg overhovedet ikke, men det bliver jeg da helt pinlig over, at jeg ikke har hørt. Så tager han faktisk initiativ, og så hører jeg det slet ikke. Det er simpelthen en offentlig undskyldning til Frederik – det var ikke okay af mig, og det er jeg lidt ærgerlig over,« siger hun.

»Vi stod og kiggede på de meget skæve tårne, og da han spørger, om vi ikke skal op i dem, så bliver jeg sådan: 'Det skal vi ikke. Jeg er højdeskræk'. Og det er jo forskellen på Frederik og mig. Jeg er meget umiddelbar, og er der noget, jeg ikke har lyst til, så siger jeg det. Og så har jeg slet ikke overvejet, at han faktisk stod og sagde, at der var noget, han gerne ville. Den må jeg lige sluge,« griner Maja Foldager Pedersen.