Hun måtte kaste håndklædet i ringen. Trække stikket, og hvad der ellers skal til, når presset i den grad vokser én over hovedet. Men nu er hun tilbage. I storform.

»Det er dejligt at vende hjem til familien,« siger en glad Merete Mærkedahl.

Familien, hun refererer til, er selvfølgelig den fra ‘Badehotellet’, den populære TV 2-serie, som får premiere 6. februar.

Men da Merete Mærkedahl i september sidste år pludselig trak sig fra årets Cirkusrevy ‘af personlige årsager’ – som det hed – vakte det bekymring, om hendes sygemelding også ville gå ud over optagelserne til ‘Badehotellet’, som på daværende tidspunkt var i fuld sving.

Det vakte bekymring, da Merete Mærkedahl i efteråret måtte sygemelde sig på grund af stress. Men heldigvis gik det ikke ud over hendes rolle i 'Badehotellet'.
Det vakte bekymring, da Merete Mærkedahl i efteråret måtte sygemelde sig på grund af stress. Men heldigvis gik det ikke ud over hendes rolle i 'Badehotellet'. Foto: Emil Helms
Vis mere

»Det er rigtigt, at Merete Mærkedahl er sygemeldt, men det har ingen betydning for optagelserne af ‘Badehotellet’,« lød det fra seriens producer.

»Vi holder alligevel pause i øjeblikket, og vi forventer, at Merete kommer tilbage igen, når optagelserne til den næste blok starter op igen til oktober. Vi ønsker Merete rigtig god bedring.«

Det lykkedes altså. Heldigvis. Og ifølge Merete Mærkedahl selv har hun det rigtig godt og nyder at være tilbage.

»Alt er gået rigtig fint, selvom der selvfølgelig har været en masse coronarestriktioner undervejs. Men produktionen har klaret det til UG, så det har været ganske smertefrit for os skuespillere,« siger den populære skuespiller om efterårets optagelser.

Niende sæson er vi nået til. Og i alle ni har Merete Mærkedahl været at finde i rollen som stuepigen Otilia. Hende den fornuftige.

En rolle, der umiddelbart ikke levner meget plads til det komiske talent, som 40-årige Mærkedahl besidder, og som i den grad kom til sin ret i de første måneder af sidste års Cirkusrevy.

Men ikke desto mindre betyder rollen som Otilia og serien rigtig meget for hende.

»Jeg er glad for stadig at være en del af den her fantastiske tv-historie. Og det er skønt at få lov til at arbejde med en karakter, som jeg kender så godt og holder rigtig meget af,« fortæller Merete Mærkedahl.

Merete Mærkedahl i rollen som Otilia.
Merete Mærkedahl i rollen som Otilia. Foto: ©Mike Kollöffel/TV 2
Vis mere

»Det er skønt at træde ind i hende hver gang. Transformationen sker, så snart jeg tager tøjet på og kommer ind på filmsettet.«

Spørger man hende, om hun aldrig bliver træt af rollen, lyder det korte og kontante svar da også: »Nej!«, ligesom den berømmelse og genkendelse, der følger med at være en del af så populær en serie, heller aldrig har overskredet hendes grænser.

»Jeg har 7-9-13 kun oplevet positive ting. Folk, der vil høre, hvad der sker i næste sæson eller med ens karakter. Jeg har selvfølgelig hørt om andre, der har spillet med i mere drabelige serier og nærmest bliver overfaldet, hvis de har spillet en morder, men jeg har kun oplevet kærlighed,« insisterer Merete Mærkedahl, som – apropos kærlighed – bor i den midtsjællandske by Lejre sammen med kæresten Anna og deres to børn.

Men måske er der også lidt kærlighed på vej til Otilia i ‘Badehotellet’.

I hvert fald antydes i pressematerialet for den nye sæson, at hendes betagelse af kontorchef Aurland når nye højder.

»Om de får en romance? Det må du jo vente og se. Jeg siger ikke mere.«