Når årets ‘Vild med Dans’ deltagere i denne uge for første gang tager dansefatning, bliver det uden danseren Mads Vad.

Han har nemlig sagt ja til at bruge efteråret i et andet program. Det skriver han selv på Instagram.

»Jeg har sagt ja til et vildt projekt. Over de næste tre måneder skal jeg lære at spille håndbold sammen med de mest vidunderlige mennesker,« skriver han.

En af dem er kokken Umut Sakarya, der selvom han er vant til at have mange bolde i luften, aldrig før har rørt en håndbold, siger han til B.T.

»Jeg hader at bevæge mig, men nu giver jeg det en chance og indtil videre er det klart det sjoveste sport, jeg har prøvet,« siger han dagen efter første træning.

Udover Mads Vad og Umut Sakarya tæller holdet tv-vært, Emil Thorup, skuespiller Cyron Melville, tidligere fodboldspiller Kasper Fisker, DJ Faustix, komikeren Philip Devantier og den tidligere bagedyst-stjerne Micki Cheng.

Sidste år stillede også Micki Cheng op i 'Vild med Dans'. Nu prøver han kræfter med håndbold, fortæller han i en story på Instagram.

Micki Cheng var først med i 'Den store Bagedyst', sidste år var han med i 'Vild med Dans'. Nu stiller han op i nyt program, hvor han skal lære at spille håndbold. Foto Søren Bidstrup
Micki Cheng var først med i 'Den store Bagedyst', sidste år var han med i 'Vild med Dans'. Nu stiller han op i nyt program, hvor han skal lære at spille håndbold. Foto Søren Bidstrup Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Det bliver herregrineren,« lover han om programmet, der allerede har resulteret i ømme ‘lår, baglår, lægge og kastearm’.

Desuden har han fået en blå tå.

»Sidste år var det stramme dansesko, i år er det stramme håndboldsko,« der får skylden.

Efter planen skal holdet træne to til fire gange om ugen og de får tre måneder til at komme i form. Men det med formen kan i følge Umut Sakarya komme til at holde hårdt.

Kokken Umut Sakarya er vant til at brilliere i stegt flæks og persillesovs, nu skal han lære at håndtere en håndbold. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kokken Umut Sakarya er vant til at brilliere i stegt flæks og persillesovs, nu skal han lære at håndtere en håndbold. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Første træning beskriver han sådan her:

»Det var lidt som en specialklasse på lejrtur, men hvis ikke vores træner får en hjerneblødning af os, så skal det nok blive godt,« siger han, der dog dagen derpå, må indrømme, at håndbold er en form for ekstremsport:

»Når man er mange mænd sammen, glemmer man jo, at man er 32 år gammel. Det har været smertefuldt i dag – alt gør ondt.«

Det er de tidligere landsholdsspillere, Lars Rasmussen og Kristina Kristiansen, der skal træne holdet, hvis fremskridt man senere kan følge på Discovery+.