Det tyder på, at danskerne har savnet at se Mads Mikkelsen i biograferne.

I hvert fald er han med i tre film på top-fem-listen over mest sete film siden genåbningen af biograferne i forrige uge.

Anders Thomas Jensen og Zentropas 'Retfærdighedens ryttere' topper listen over solgte billetter i den første uge med 28.040 solgte billetter. 'Lille sommerfugl*, der er instrueret af Søren Kragh-Jacobsen, røg ind på andenpladsen med 16.928 solgte billetter. Thomas Vinterbergs Oscar-vindende 'Druk' måtte tage sig til takke med en tredjeplads i denne omgang med 10.697 solgte billetter.

Det skal dog med i regnestykket, at 'Druk' har været tilgængelig på streamingtjenester som Home Entertainment, Viaplay og Blockbuster i knap fire måneder. Her har over 100.000 været inde at streame filmen.

Folk går meget i biograf over julen.
Folk går meget i biograf over julen. Foto: Emil Hougaard
Vis mere

Nummer fire på listen er den amerikanske actionfilm 'Chaos Walking', der også har Mads Mikkelsen med på rollelisten. Hermed er Mads Mikkelsen med i tre film på top-fem-listen.

Fire ud af fem film er distribueret af Nordisk Film. Til det siger market director i Nordisk Film Frederik Honoré:

»Det var naturligvis med nerverne ude på tøjet, at vi slap efterårets danske film løs i biograferne igen. Der var mange spørgsmål, der knyttede sig til, om danskerne var klar til en ny tur i biografmørket. Svaret i weekenden var entydigt positivt. Danskerne er i den grad klar til at gå i biograferne igen. Det lover godt for fremtiden for både danske film og danske biografer i den kommende tid.«

Selvom 'Retfærdighedens ryttere' og 'Lille sommerfugl' slår 'Druk' med solgte billetter siden genåbningen, har 'Druk' stadigvæk førstepladsen over solgte billetter, siden filmen udkom. Hele 817.291 solgte billetter er det blevet til indtil videre.

På den front følger 'Retfærdighedens ryttere' trop med 510.059 solgte billetter totalt. 'Lille sommerfugl', der også er den senest udkomne, har 77.623 solgte billetter i alt.