Filmmagasinet Ekko har opgjort, hvilke danske skuespillere der sælger flest billetter i biografen. Og nej, Mads Mikkelsen er ikke nummer et.

Trine Dyrholm, der ellers altid vinder anmelderne og filmbranchens priser, er heller ikke øverst. Hun er faktisk ikke engang i top-30.

En opgørelse over danske skuespilleres tilskuerantal i biografen i perioden 2000-2019 viser i stedet, at kongen af dansk film er en mand, der de seneste år har spillet en alvorlig politimand.

Danskerne elsker en god krimi, og ikke mindst på grund af sin medvirken i fire 'Afdeling Q'-film som efterforsker Carl Mørck kan Nikolaj Lie Kaas altså prale med at være den bedst sælgende skuespiller i Danmark.

Skuespiller Mads Mikkelsen, aktuel i Thomas Vinterbergs film Druk.
Skuespiller Mads Mikkelsen, aktuel i Thomas Vinterbergs film Druk. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Udover 'Afdeling Q'-filmene har han biografhits som 'Blinkende lygter', 'De grønne slagtere' og den amerikanske storfilm 'Engle og dæmoner' på cv'et i det nye årtusinde, hvilket betyder, at hans film samlet set har solgt 9,4 millioner billetter i biografen.

Andenpladsen går til hans gode kollega og 'Druk'-aktuelle Mads Mikkelsen, der ud over sine danske film har internationale titler som James Bond-filmen 'Casino Royal', Star Wars-filmen 'Rogue One' og Marvel-filmen 'Doctor Strange' til at lande på samlet set 7,6 millioner solgte billetter i danske biografer.

Tredjepladsen snupper Nicolas Bro foran Anders W. Berthelsen og Jesper Christensen. Nicolas Bro har måske ikke så mange hovedroller, men han er til gengæld den, der medvirker i flest film. Siden 2000 har han været med i 50 film, hvilket gør ham til den suverænt mest produktive skuespiller på listen. Nicolas Bro har samlet set solgt 7,1 millioner biografbilletter.

Hvad så med kvinderne?

Nicolas Bro
Nicolas Bro Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Man skal helt ned på sjettepladsen for at finde en kvinde på listen i form af Birthe Neumann, hvis film har solgt 6,8 millioner biografbilletter. Hun har blandt andet medvirket i film som 'Solkongen', 'Hævnen' og 'Mænd og høns'.

Filmmagasinet Ekko hæfter sig også ved, at der ikke er nogen danskere af anden etnisk herkomst på listen, men som de konkluderer, så skal skævvridningen mellem kønnene formentlig ses som resultat af, at danske film igennem tiden har haft en overvægt af mænd i de markante roller, og måske ændrer dette sig i fremtiden.

Se hele listen i det nyeste nummer af Ekko.