I første program af 'Den store bagedyst' lå Mads Eg Andersen lunt i svinget til at blive ugens mesterbager. Han satsede stort og frygtede, at det ville gå galt.

»Det var sindssygt nervepirrende. Det var faldet fuldstændig til jorden, hvis det ikke var lykkedes,« fortæller den 24-årige 'Bagedyst'-deltager, der til daglig bor med sin kæreste i Aarhus, hvor han studerer molekylærbiologi.

Deltagerne var blevet bedt om at lave en kage inspireret af deres idol.

Mads Eg Andersen var i tvivl om, hvem han skulle vælge – om han overhovedet havde et idol – men kom så i tanke om den danske astronaut Andreas Mogensen, som havde holdt oplæg på universitetet.

Mads fra 'Den store bagedyst'.
Mads fra 'Den store bagedyst'. Foto: DR
Vis mere

»Han er jo også en naturvidenskabelig fyr og super cool, så det var oplagt. Der er jo ikke mange, der kan prale med at have været i rummet,« forklarer Mads Eg Andersen, der derudover længe havde tænkt på at lave en 'flyvende' kage.

Han gik derfor i gang med at lave en flyvende ufo, og som kronen på værket satsede han altså hele butikken og håbede på, at en lille sten – en 'meteor' – ville ramme ufo-kagen præcis, når den skulle præsenteres for 'Bagedyst'-dommerne.

»Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg allerede skulle lave den i første program, men nu var jeg nødt til det. Jeg går altid og grubler over vilde kageprojekter, så jeg havde længe tænkt på det.«

Og missionen lykkedes. Næsten. For selv om stenen, der var bundet op i en snor, rigtig nok ramte den 'svævende' ufo-kage (der også var holdt op i en snor, red.), så gik der ikke hul på ufoens 'glas'-kuppel, hvilket ellers var meningen.

Mads fra 'Den store bagedyst'.
Mads fra 'Den store bagedyst'. Foto: DR
Vis mere

»Det lykkedes, da jeg øvede derhjemme, men i studiet havde den fået noget mere fugt af at stå i køleskabet, men det var fint nok. Den fik et fint lille slag. Det vigtigste var, at den ramte.«

Det er første gang, at Mads Eg Andersen er på tv, og han skulle til at begynde med lige vænne sig til at have et kamera konstant i hovedet.

»Jeg tror godt, man kunne se, at jeg var lidt nervøs.«

Der var ikke nogen, der blev sendt hjem i første program. Mads Eg Andersen havde også fornemmelsen af at have klaret sig fint, men måtte altså se første uges mesterbager-titel gå til Max Hoffmann-Dose fra Hørsholm.