Den unge mor har netop fået svar på, at hun er blevet optaget på en bacheloruddannelse.

De trofaste seere af ‘De unge mødre’ vil vide, at der sidder et kløgtigt hovede på den unge mor til tre, Luna Munk.

For en måned siden blev hun HF-student med et snit på 8,4. Og allerede til september venter skolebænken endnu engang for den unge mor.

Hun har nemlig netop fået svar på, at hun er blevet optaget på den tre-årige bacheloruddannelse i filosofi på Århus Universitet.

– Jeg glæder mig utroligt meget! Jeg glæder mig til at få masser af ny viden og større indsigt og endelig gå på et målrettet studie fremfor en ungdomsuddannelse, jubler Luna.

Selv om den unge mor er forberedt på, at en videregående uddannelse kommer til at koste blod, sved og tårer, så er hun fortrøstningsfuld.

– Jeg er selvfølgelig også spændt på, hvor hårdt det bliver, både med mængden af lektier og det faktum, at jeg nu skal til at pendle fra Randers til Århus, alt sammen som enlig mor til tre små børn. Men jeg ved også, at jeg nok skal finde en måde at få det hele til at fungere på, fortæller Luna.

Ingen skuffede miner

Luna var opsat på at starte direkte på en videregående uddannelse efter HF, så derfor havde hun også søgt fire forskellige uddannelser i henholdsvis idéhistorie, filosofi, anvendt filosofi og historie.

Filosofi, som hun netop er blevet optaget på, var hendes andenprioritet, men det efterlader bestemt ingen skuffede miner hos den unge mor.

– Jeg er faktisk kun glad. Jeg havde søgt fire uddannelser, og de åbner alle sammen op for min drøm, som er en kandidat i journalistik. Men min første- og andenprioritet var klart at foretrække, da de var i Århus. De andre to var i Aalborg, og det er lidt mere kompliceret i forhold til at skulle pendle. Og jeg havde i en periode overvejet at rykke filosofi til at være min førsteprioritet, fordi jeg synes, det er så spændende, fortæller Luna.

Den unge mor kan nu se frem til at bruge de næste tre år på skolebænken på Århus Universitet, hvor hun fra september af starter på sin bachelor i Filosofi. Og hvis alt går efter planen, så afløser den unge mor efterfølgende bacheloren i filosofi med en kandidat i journalistik, ligeledes på Århus Universitet.

Herunder kan du se Lunas optagelsesbrev, som hun stolt delte på sine sociale medier


Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk