Der går lige et par sekunder med stilhed. Så breder et lille, skævt smil sig på hendes læber, før svaret kommer:

»Der kan I bare se.«

Flere bookmakere var i dagene og timerne op til torsdagens semifinale ved dette års Eurovision meget i tvivl om, hvorvidt den danske sangerinde Leonora Colmor Jepsen med den fine og finurlige sang 'Love is Forever' ville kunne klare sig videre til finalen.

Selv var Leonora ikke i tvivl om, at hendes sang kunne mere, end hvad mange måske forventede, og derfor lød svaret, som det gjorde, da hun blev spurgt, om hun havde noget, hun gerne ville sige til de skeptiske bookmakere.

Leonora var jublende lykkelig efter torsdagens semifinale, hvor hun gik direkte videre til finalen.
Leonora var jublende lykkelig efter torsdagens semifinale, hvor hun gik direkte videre til finalen. Foto: Laura Rode Nygaard
Vis mere

For Leonora fik ret - og sammen med sit hold kunne hun fejre, at de er gået videre til finalen, der bliver afholdt lørdag i den israelske storby Tel Aviv.

Hvilken følelse har du i kroppen lige nu?

»Fysisk har jeg ondt i kinderne, og det kommer nok af, at jeg er rigtig lykkelig,« forklarer Leonora natten til fredag efter succesen, da B.T. møder hende sammen med resten af den danske presse.

»Nu har vi været hernede i godt halvanden uge, og så er det er altså bare dét, det handler om, de tre minutter på scenen. Og i den her lille boble, jeg er i lige nu, så betyder det hele verden (at gå i finalen),« tilføjer hun.

Selvom hun troede på sin egen chance for at sikre Danmark en plads i finalen, så indrømmer hun også, at nerverne meldte sig, da hun sammen med de 17 andre lande, der kæmpede om en af de ti pladser videre i finalen, sad og ventede på resultatet:

»Jeg troede på det, men det var meget nervepirrende at sidde derinde i det grønne rum (hvor artisterne ventede, red.),« fortæller hun og fortsætter:

»Man sidder og håber og håber og håber, og så er der pludselig sagt fem lande, uden man er blevet nævnt, og så tænker man: 'Åh nej, kan det være, vi ikke går videre alligevel?' Og så lige pludselig, så var det Danmark alligevel.«

Leonora og resten af holdet kunne høre 'Denmark' blive råbt op som nummer syv ud af de ti lande, der gik videre.

Du kan se Leonora og de 25 andre lande, som er med, optræde i finalen, der finder sted lørdag aften, Det bliver vist direkte på DR1.