»Det er noget, jeg vil huske hele mit liv.«

Sådan lyder det fra en glad Leonora Colmor Jepsen, der natten til søndag sang sig til en 12. plads i dettes års Eurovision Song Contest.

Det var ellers ikke fordi, at bookmakerne oprindeligt spåede hendes sang 'Love is Forever' mange chancer.

Tidligere på ugen var den røget helt ned på en 20. plads på odds-listerne - men den placering fik Leonora gevaldigt forbedret under det store show - og det er hun glad for.

Her ses Leonora med sine to dansere og to korsangere på scenen til finalen i Eurovision lørdag.
Her ses Leonora med sine to dansere og to korsangere på scenen til finalen i Eurovision lørdag. Foto: ABIR SULTAN
Vis mere

»Vi er klatret op fra en 20. plads hos bookmakerne til en 12. plads i den rigtige finale. Det er jeg rigtig glad for. Mest fordi det gik så godt, som det gjorde,« forklarer hun og fortsætter:

»Vi gjorde vores allerbedste. Jeg gjorde mit bedste, danserne gjorde deres bedste, og korsangerne gjorde deres bedste.«

Ordene falder i en bus på vej hjem til hotellet efter en hård finale. Og som man kan se i videoen over artiklen er det en både lettet og lykkelig Leonora, der tilføjer:

»Det hele spillede bare.«

»Det var en rigtig, rigtig, rigtig god oplevelse, og det er noget, jeg vil huske hele mit liv,« siger den 20-årige sangerinde.

Det blev den hollandske sanger Duncan Laurence, der natten til søndag kunne lade sig hylde som vinderen af Eurovision.

Han var gennem hele konkurrencen udråbt til storfavorit - og den favoritværdighed levede han op til.

På andenpladsen endte Italien, mens Rusland tog sig af tredjepladsen.