Efter otte succesfulde jubilæumsafsnit i fjor vender det ikoniske tv-show 'Lykkehjulet' permanent tilbage til TV2 i starten af 2020.

Og jubilæumsværten, Mikkel Kryger, bliver belønnet for sin indsats i de otte programmer – han bliver nemlig fastansat på programmet.

Det oplyser TV2 på sin hjemmeside.

»Næsten en million seere så med til premieren, og det var tydeligt at mærke, at der var en begejstring, en nostalgi og stærke følelser omkring det her program«, siger Mikkel Kryger til TV2.

'Lykkehjulet' vil blive sendt på TV2 Charlie, og programredaktør Mads Volck lover de sentimentale af seerne, at der ikke vil blive pillet alt for meget ved konceptet.

»Vi har valgt at være meget tro mod det oprindelige format. Vi tror ikke, at leg med ord og begejstringen for sprog stopper, så spillet er på sin vis eviggyldigt,« siger han til TV2.

'Lykkehjulet' blev sendt første gang i 1988 med Michael Meyerheim som vært, og siden blev det til hele 3.559 afsnit, inden programmet drejede nøglen om i 2001.

Inden da havde populære skikkelser om Bengt Burg og Keld Heick også nået at være værter for programmet.

Mikkel Kryger, her sammen med TV 2-kollegaen Louise Wolff i 2018, er normalt vært på Go' Morgen Danmark. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Mikkel Kryger, her sammen med TV 2-kollegaen Louise Wolff i 2018, er normalt vært på Go' Morgen Danmark. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

De kønne bogstavvendere var også en vigtig del af konceptet, og mange vil sikkert huske Carina Jensen og Maria Hirse for deres præstationer med bogstaverne.

I 2018's otte jubilæumsafsnit var det skuespilleren Stephania Potalivo, der overtog tjansen med at afsløre, om der var gættet på de rigtige bogstaver.

Hun gør dog ikke Mikkel Kryger selskab fremover, og det er endnu ikke besluttet, hvem der skal have jobbet.

36-årige Mikkel Kryger er nuværende 'Go' morgen Danmark'-vært. Det er ikke oplyst, om han bliver på den post, eller der skal findes en afløser.