'De unge mødre' siger endegyldigt farvel, når den kommende sæson 34 er sendt.

For den tidligere deltager Luna Munk er det »vemodigt«, men ikke overraskende, at man har valgt at lægge det 17 år gamle format i graven.

»Det har været lidt derhen af i mange år. Efter hver sæson har det jo været trukket meget i langdrag, om der kom en ny sæson. Så det er ikke fordi, det kommer bag på mig, man har godt følt, at det var noget, der ikke varede for evigt,« lyder det fra den 29-årige studerende og mor til tre.

Den officielle forklaring fra Discovery har været, at man ville »stoppe, mens legen stadig er god«.

Luna Munk derimod har et mere direkte bud.

»Jeg kunne godt forestille mig, at det bunder i seertal,« indrømmer den tidligere deltager.

Hun har medvirket i de seneste otte sæsoner af programmet, og dermed også oplevet de mange ændringer, den seneste tid bød på for konceptet.

Blandt andet at deltagerne skulle begynde at filme sig selv i stedet for at have en kameramand i hælene.

Randrusianske Luna Munk har valgt at amme sine tre børn, til de selv siger stop. I dag er Zacharias 8 år, Felix knap 7 år og Zilas 5 år.
Randrusianske Luna Munk har valgt at amme sine tre børn, til de selv siger stop. I dag er Zacharias 8 år, Felix knap 7 år og Zilas 5 år. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Derudover er hun heller ikke blind for, at deltagerne er nogle andre typer, end dengang programmet var på sit højeste.

»Det er jo lidt en anden målgruppe, det rammer nu, end det var dengang i de første sæsoner. Dengang havde det stor underholdningsværdi, hvor det var nogle meget skæve typer, der var med og skabte stor forargelse,« forklarer Luna Munk.

»Men i dag, efter de sociale medier er kommet, er folk også mere påpasselige. Fordi de ved jo godt, hvad det kan have af konsekvenser, hvis man melder sig til sådan et program. Så jeg tror ikke, det fanger så meget mere, som det har gjort.«

Selv kan hun også godt genkende det »filter«, man i dag tager foran sig som deltager i et realityprogram.

For selvom hun »elskede at være med« i 'De unge mødre', så trak hun sig selv efter sidste sæson på grund af chikane.

»For et års tid siden oplevede ufatteligt mange chikaneunderretninger i så voldsom en grad, at politiet blev inddraget. Til sidste følte jeg, at jeg var nødt til at trække mig, og det var primært for at passe på mine børn,« forklarer Luna Munk, der er alenemor til den 8-årige Zacharias, snart 7-årige Felix og Zilas på 5 år.

Så den unge mor tror også, det har været sværere at finde deltagere, der har villet lukke seerne helt ind, hvor det gør ondt og bliver grimt.

»Folk kan simpelthen være så grove, så man tør ikke lukke op for så meget, som man gjorde før,« lyder vurderingen.

Selv kom hun ind i 'De unge mødre' i sæson 24, men trak sig efter sæson 32.

Og efter den kommende sæson 34 er det altså helt slut med Discovery-programmet.