Programmet 'Gift ved første blik' er kendt for at få de stærke følelser frem i deltagerne, som for åben skærm lader sig gifte med en fremmed, eksperter har valgt til dem.

I det seneste afsnit kan man se, hvordan tingene er ved at koge over for Luna Elmkjær og Anders Pilemand.

52-årige Luna Elmkjær forklarer nu, hvorfor tingene går skævt, da de kommer hjem fra bryllupsrejsen.

»Vi havde egentlig nemt ved at dele bryllupsgaverne, for der tager vi bare dem fra vores egne gæster, men vi har også fået sådan en plakat, hvor der står noget om os som par – altså noget, som karakteriserer os,« fortæller hun.

Foto: Foto: DR
Vis mere

»I starten tænkte jeg bare, 'du kan bare beholde lortet, jeg er pisseligeglad'.«

Men hun ombestemmer sig og vil gerne have et minde af plakaten. Hun skulle have vielsesattesten, og så skulle Anders have plakaten, som han – efter at være kommet hjem – skulle have sendt et billede af til hende.

Ifølge hende har hun ikke fået det billede fra Anders endnu.

Tilliden blev for Luna Elmkjær i første omgang brudt på bryllupsrejsen, hvor Anders Pilemand ifølge hende meget pludseligt meldte ud, at han ikke var så tiltrukket af hende, som han havde givet udtryk for.

Billedet er taget, efter parret blev gift, mens Luna Elmkjær stadig troede, alt var rigtigt imellem dem.
Billedet er taget, efter parret blev gift, mens Luna Elmkjær stadig troede, alt var rigtigt imellem dem. Foto: Foto: DR/ Nicolas Cosedis
Vis mere

»Man skal huske på, at det er to virkelig trætte, trætte mennesker, man ser. Og så stoler jeg jo heller ikke på ham, som man kan høre.«

I programmet kan man se Luna Elmkjær følge sin ægtemand ned til bilen, efter gaverne er delt. Der bliver dog ikke udvekslet knus imellem dem, hvilket Anders mener er dårlig opførsel.

De to ses derefter til parterapi, hvor der igen er dårlig stemning. Luna Elmkjær siger, at hun ikke har planer om at stille op til mere, efter denne omgang parterapi er ovre. Så er hun færdig, melder hun ud.

Alligevel forklarer hun i dag til B.T., at hun ikke har fortrudt at have medvirket i programmet. Hun er kommet stærkere ud på den anden side.

»Jeg har nogle meget klarere rammer for, hvad jeg vil,« siger hun.

Luna Elmkjær fortæller også, at når hun ser programmerne, så bliver hun rystet over, hvad Anders Pilemand – den mand, hun blev gift med og havde sex med på bryllupsnatten – siger til kameraet.

»Det lyder jo på ham, som om det er min skyld, og at jeg ville være gladest for ikke at få et kram. Jeg synes, det er chokerende, men jeg er heller ikke i tvivl om, at han synes, han har gjort det godt, og at han er en god mand og god over for mig,« lyder det fra den 52-årige Elmkjær.

Hun siger, at hun har fået mange søde kommentarer fra folk, der viser hende støtte.

Desuden håber hun, at folk får det med, når de ser programmet, at man godt kan være lige så åben som hende.

Hun nævner den anden deltager Frederik som eksempel. Han er stået frem og har fortalt, at han har haft en depression, og folk har efterfølgende diskuteret, om han er for skrøbelig til at være med.

»Det, synes jeg, er noget fis. Jeg havde også en depression engang, men derfor kan man godt kaste sig ud i alt muligt. At have haft en depression er ikke ensbetydende med, at man ikke også kan være stor og stærk.«

»Det har været en hård, men fed rejse,« slår hun fast.