Gælden lød på 729.000 kroner.

Så meget skyldte Louise væk, inden 'Luksusfældens' eksperter lagde vejen forbi Sommersted, hvor Louise bor med kæresten Simon og deres børn.

Og det var faktisk kæresten, der tilmeldte hende, fordi han syntes, at det var en uholdbar situation, at Louise smed sine inkasso-kuverter i skraldespanden i stedet for at komme problemet til livs.

For Simon har nemlig godt styr på sin egen økonomi, og betaler hovedparten af parrets faste udgifter.

Simon har tilmeldt sin kæreste til 'Luksusfælden'.
Simon har tilmeldt sin kæreste til 'Luksusfælden'. Foto: Viaplay Group
Vis mere

Alligevel formåede Louise dog at bruge hele 9600 kroner på sol, kunstige negle og produkter fra Matas gennem de sidste ti måneder.

Især behovet for kunstige negle undrede eksperterne, selvom Louise selv mente, at hun havde en god forklaring på det.

»Jeg føler mig kvindelig og attraktiv. Hvis jeg ikke har det, får jeg det dårligt med mig selv,« forklarer Louise, der tager hele vejen til Fyn for at få dem lavet i stedet for at få det ordnet i Sønderjylland.

»Jeg har en gammel veninde, der har en neglesalon. Det er kun hende, der kan lave neglene,« fortæller Louise, der samlet set har misligholdt gæld på 4200 kroner om måneden.

Eksperterne lægger nyt budget. Førhen var der 4200 kroner på misligholdt gæld.
Eksperterne lægger nyt budget. Førhen var der 4200 kroner på misligholdt gæld. Foto: Viaplay Group
Vis mere

For at hjælpe Louise på vej med at blive gældsfri, har kæresten Simon besluttet, at han vil betale for alle forsikringer, mad og mobiltelefoni. Og det er hårdt for hende.

»Det er sødt og gavmildt af ham, for i forvejen giver han så meget,« siger en grådkvalt Louise, der har svært ved at forene sig med den økonomiske ubalance, der vil være mellem kæresteparret, indtil Louise er gældfri.

Da parrets nye budget skal lægges, har eksperterne også gode nyheder med.

Selvom Louise skylder meget til det offentlige, har hun fået et gældsnedslag på 35.000 kroner

Simon og Louise får lagt nyt budget.
Simon og Louise får lagt nyt budget. Foto: Viaplay Group
Vis mere

Og derudover er der forhandlet nul rente på mange af hendes lån, hvilket løber op i en samlet rentebesparelse på hele 58.000 kroner.

I alt har eksperterne dermed sparet hende for hele 93.000 kroner.

Det betyder, at hun kan blive gældfri – hvis man ikke inkluderer hendes SU-lån – om fem år og to måneder.

»Det kunne vi aldrig have gjort selv,« siger en glad Simon.

»Nej. Jeg troede, at jeg vil være forgældet resten af mit liv,« fortæller Louise.

Du kan se Luksusfælden hver tirsdag kl. 20 på TV3 eller Viaplay Group.