Planteglade Tabita fra Nykøbing Mors håbede, at 'Luksusfældens' eksperter kunne luge ukrudtet ud i hendes økonomi.
Hun kan hverken betale sin gæld eller betale børnebidrag. Alligevel bruger hun en månedsløn på at få lavet negle.
I sidste ende kunne eksperterne ikke hjælpe Tabita med hendes høje forbrug og lave indtægt.
»Som at se en romantisk film og håbe på en lykkelig slutning. Men så ender det i bål og brand. Sådan har jeg det nu,« siger Tabita som det sidste i programmet.
Ikke muligt med et ekstra arbejde
Eksperterne ville have Tabita til at tage et ekstra arbejde udover den planteskole, hun allerede arbejdede på.
Alle stederne hun ansøgte, afviste hende, fortæller hun i programmet. Stederne mente ikke, at hun både kunne have et fuldtidsarbejde og et ekstraarbejde.
»Men når man spekulerer over det, kan jeg nok ikke gøre det for evigt,« siger Tabita om at have et ekstra arbejde.
Det ærgrede eksperterne, da det ville blive stort set umuligt for hende at betale sin gæld uden den ekstra indtægt.
Tabita har en gæld på 555.000 kroner.
Budget overskredet
Eksperterne gav også Tabita et månedligt budget. Hun måtte højest købe mad for 3.000 kroner og bruge 3.000 kroner på diverse posten.
»Ifølge mine egne beregninger, har jeg,« siger Tabita, når hun bliver spurgt til, om hun har overholdt budget.
Eksperterne kunne derimod se, at hun havde brugt 1.800 kroner mere, end diverse posten tillader. De er blevet brugt på vitaminpiller og negle.
Tabita bruger 21.600 kroner om året på at få lavet negle. Det svarer til en hel månedsløn.
Kæresten slår op
I programmet bor Tabita sammen med kæresten Michael. De bor i hans hus i Nykøbing Mors.
Økonomi er et anspændt emne mellem dem. Emnet gør ofte Michael sur.
»Jeg blev nok sur på hende, da hun sagde, at hun ikke ville betale halvdelen af forbrugsudgifterne. Det er ikke rimeligt, at hun ikke skal bidrage til huslejen,« siger Michael i programmet.
Uenighederne har vist sig at være for store. Michael og Tabita er gået fra hinanden efter programmets afslutning.
B.T. vil gerne have spurgt Tabita om hendes nuværende økonomiske- og boligsituation, men hun har afvist at udtale sig til B.T.