Nu gik det ellers lige så godt for 'Luksusfælden'-deltager Rikke. Den 45-årige kvinde havde efter mange år på kontanthjælp fået job i Rema 1000, og hun havde fået talt ud med sine nærmeste om den pressede økonomi.

Med eksperternes hjælp var der lagt en plan, der skulle få hende ud af gælden på over en halv million kroner. Men så skete det, der ikke måtte ske.

I marts fik køgenseren konstateret Scheuermanns sygdom i lænden.

Denne sygdom gør sammen med en gigtsygdom, at hendes ryghvirvler opfører sig så håbløst, at hun måtte sige sit job op. Hun kunne simpelthen ikke holde til den fysiske arbejdsbyrde.

Rikke (th) græd af lykke, da eksperterne overbragte hende nyheden om, at hun indenfor 12 år kunne være gældfri, såfremt hun overholdt budgettet.
Rikke (th) græd af lykke, da eksperterne overbragte hende nyheden om, at hun indenfor 12 år kunne være gældfri, såfremt hun overholdt budgettet. Foto: Nent Group
Vis mere

»Det er så noget, jeg skal leve med resten af mit liv. Så jeg blev nødt til at stoppe,« fortæller hun, da B.T. fanger hende over telefonen.

Der er ingen tvivl om, at hun er ærgerlig over situationen.

»Man bliver ked af det. For hvad fanden skal der så ske?« spørger hun og tilføjer, at hun har været igennem et forløb i kommunen for at få afklaret, hvordan fremtiden på jobmarkedet ser ud.

»De siger, at jeg ikke er syg nok til ikke at arbejde. Og det vil jeg jo også rigtig gerne.«

Rikke er træt af endnu en gang at være på kontanthjælp. Det er mildest talt »skideirriterende«, forklarer hun. Hun gider nemlig ikke gå og glo derhjemme hos sin eksmand, hvor hun fortsat bor på sofaen.

»Derfor leder jeg med lys og lygte efter noget deltidsarbejde. Noget, der ikke er for fysisk krævende. Noget med skiftende stillinger,« siger hun og laver en lille sjofel vits.

Hun griner. For humøret er trods alt godt. Det er nemlig kun på arbejdsfronten, det hele skrænter.

»Ellers har jeg haft det godt. Der er styr på tingene, og jeg sover om natten. Det hele har kørt,« fortæller hun om tiden, siden 'Luksusfældens' eksperter var forbi i efteråret sidste år.

Rikke blev i programmet helt tydeligt berørt, da det gik op for hende, hvor skidt det stod til.
Rikke blev i programmet helt tydeligt berørt, da det gik op for hende, hvor skidt det stod til.
Vis mere

Ved deres ankomst var Rikkes økonomi langt fra et skønmaleri. Hun skyldte over en halv million kroner væk til 23 forskellige kreditorer. Meget af gælden var sendt videre til inkasso.

Selv om hun lånte af både sin mor og sin ældste datter, slog pengene ikke til. Hver måned havde hun en misligholdt gæld på 7.000 kroner og et overforbrug på 3.700 kroner, der blandt andet gik til solarium, falske negle, tøj og lommepenge til den yngste datter.

Med Carsten Linnemann og Kenneth Hansens hjælp blev der dog ryddet op. Grundstenene til en gældfri tilværelse blev lagt, og da Rikke tog afsked med eksperterne, havde hun lige fået at vide, at hun ville være gældfri om 11 år. Hun græd af glæde.

Selv om Rikke nu igen er på kontanthjælp, er hun fortrøstningsfuld. Hun afdrager nemlig stadig i stor stil – og flere af gældsposterne er blevet betalt ud.

Rikkes ældste datter har tidligere hjulpet hende med økonomien, og i tirsdagens afsnit står hun også ved sin mors side, da 'Luksusfældens' eksperter er på besøg.
Rikkes ældste datter har tidligere hjulpet hende med økonomien, og i tirsdagens afsnit står hun også ved sin mors side, da 'Luksusfældens' eksperter er på besøg.
Vis mere

»Det er dem, der har givet mig et godt liv. Det var åbenbart det, der var brug for,« siger hun om eksperterne og tilføjer:

»Hvis det ikke var for dem, stod jeg stadig det samme sted. Jeg havde ikke vidst, hvor jeg skulle starte, hvordan jeg skulle komme videre. Det var alt for uoverskueligt.«

Tilbageslag til trods er tingene noget mere overskuelige i dag, end de var for et år siden, forsikrer hun.

»Nu skal jeg bare finde et arbejde, jeg kan holde ud. Det håber jeg, jeg kan. Det skal jeg.«