Da 'Luksusfælden's eksperter i tirsdagens afsnit forlod Vanløse, var stemningen god. Dennis økonomiske fremtid var ikke længere en dunkel affære. Han havde udsigt til at blive gældfri.

Det har han stadig, og han er taknemmelig for hjælpen. Men det er også noget af det eneste positive, han har at sige om 'Luksusfælden'.

Mødet med eksperterne var nemlig ikke udelukkende en givende oplevelse, fortæller han.

»Der var øjeblikke, hvor alt var ved at blive for meget. Jeg tror ikke engang, jeg gad at møde dem igen.«

Kenneth Hansen og Sesilie Munk Stenderup fremlægger Dennis' forbrug det seneste år.
Kenneth Hansen og Sesilie Munk Stenderup fremlægger Dennis' forbrug det seneste år. Foto: Nent Group
Vis mere

Dennis er træt af den tone, eksperterne lagde for dagen. For selv om hans impulsive og mindre velovervejede beslutninger havde sat ham i en situation, hvor han skyldte 1,3 millioner væk, mener den 35-årige deltager, at eksperterne var unødvendigt nedladende.

»Jeg syntes ikke om måden, de talte til os på. Jeg ved godt, de gjorde det for at hjælpe, men ja... Jeg syntes, de talte ned til os, og det blev for meget.«

Adspurgt, hvad det konkret var, som gjorde, at det hele blev for meget, fortæller han, at han ikke kan give et konkret eksempel – at det var den generelle oplevelse.

»Det er grænseoverskridende, når fremmede kommer ind i dit hjem og taler til dig, som om du er et lille barn. Én ting er, at jeg har opført mig dumt med min økonomi, men nogle gange skal man bare kalde en spade for en spade.«

I tirsdagens afsnit af programmet var hans kæreste Pernille også med. Noget af tiden. Kæresten trak sig nemlig halvvejs igennem optagelserne for så at vende tilbage til sidst.

Pernilles midlertidige exit skyldtes til dels, at Dennis lod sine frustrationer gå ud over hende, fortæller han og tilføjer, at det ikke var den eneste grund.

»Hun havde det svært, fordi hun følte, det var hende, det gik ud over. Eksperterne fik hende til at føle, at det var hende, der var problemet. Men det var det jo ikke.«

»Vi følte bare, at de glemte, det var mig, der havde lavet lort i mit liv.«

Pernille og Dennis.
Pernille og Dennis. Foto: Nent Group
Vis mere

Dennis lægger ikke skjul på, at han havde brug for et spark bagi for at komme videre. Videre til det sted, hvor han er i dag:

Et sted, hvor økonomien nok er stram, men holdbar, hvor han er fortrøstningsfuld, hvad angår fremtiden, og har mere overskud.

Han har fortsat sit arbejde i Sakskøbing på Lolland, som han kører frem og tilbage til fra Vanløse, når han ikke lige overnatter hos sin mor for at spare tid og penge.

Det går også godt med sønnen, selv om der nu er over 130 kilometer med dem. De ses hver anden weekend, og det fungerer godt, fortæller han.

'Luksusfælden's eksperter, Sesilie Munk Stenderup og Kenneth Hansen.
'Luksusfælden's eksperter, Sesilie Munk Stenderup og Kenneth Hansen. Foto: Nent Group
Vis mere

Netop ordet 'godt' gentager Dennis igen og igen, når B.T. spørger ham, hvordan det går. Det går godt med økonomien, godt med kæresten, godt med livet.

»Jeg er kommet i meget bedre humør og har bedre samvittighed. Jeg er ude af RKI og har fået betalt nogle dumme parkeringsbøder.«

»Jeg har generelt fået det meget bedre. Jeg har overskud og penge på kontoen.«

Skulle Dennis derfor rende ind i eksperterne Kenneth Hansen og Sesilie Munk Stenderup, har han derfor også én ting, han gerne vil sige:

»De skal trods alt have et kæmpe tak. Hvis jeg så dem igen, ville jeg sige 'stort tak'.«

B.T. har været i kontakt med Nent Group, der producerer 'Luksusfælden'. Her har man ikke ønsket at kommentere kritikken.