»Helt seriøst, kassen skulle lukkes med det samme for en type som Imad.«

Sådan rasede den konservative partiformand, Søren Pape, tidligere onsdag mod 'Luksusfælden'-deltageren Imad. Ifølge Imad er balladen dog baseret på en misforståelse.

»Ja, helt 100 procent. Og hele verden er imod mig lige nu. Lad mig være i fred og ro, for helvede. Jeg vil ikke have problemer. Jeg siger det ærligt. Jeg meldte mig til 'Luksusfælden' for at spare nogle penge og lave nogle aftaler med kreditorerne,« siger den 27-årige 'Luksusfælden'-deltager, der ikke har meget tilovers for Papes udtalelse.

»Det er kun, fordi vi er udlændinge. Ellers ville han ikke kommentere på det. Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg bestemmer selv, hvad jeg skal arbejde med. Jeg har nu fået et andet arbejde, så jeg har to forskellige job nu,« lyder den kontante kommentar fra Imad, der kalder sig »dansk araber«.

Izabella og Imad var med i 'Luksusfælden', men Imad er ikke begejstret for eksperternes hjælp.
Izabella og Imad var med i 'Luksusfælden', men Imad er ikke begejstret for eksperternes hjælp.
Vis mere

Hans forældre er fra Libanon, mens han selv er født og opvokset i Danmark og er dansk statsborger. Det er hans kone i øvrigt også, selvom hendes forældre er fra Polen, fortæller han.

»Men selvfølgelig skal folk kritisere en med tørklæde og en eller anden sorthåret araber,« siger Imad, der bor i Slagelse.

Over for B.T. afkræfter Søren Pape Poulsen dog, at hans kritik handler om Imads ophav:

»Sikke dog en ynkelig offerrolle, han giver sig selv. Jeg er fløjtende ligeglad med, om han er udlænding eller ej. Det er slet ikke det, der er pointen. Det, der forargede mig, var den nedladende holdning til det at tage et job, når han samtidig nyder godt af andre danskeres skattekroner,« siger Søren Pape Poulsen.

Det var en episode i tirsdagens udgave af TV3-programmet 'Luksusfælden', der fik Søren Pape Poulsen op i det røde felt.

Her ser man Imad, der på det tidspunkt var arbejdsløs, afvise at tage til en jobsamtale som skraldemand, som 'Luksusfælden's eksperter har skaffet ham.

»Du sidder og giver mig en jobsamtale som skraldemand? Det synes jeg er meget respektløst!« siger Imad i programmet, mens han bliver forsvaret af sin kæreste, Izabella, der siger, at man jo skal trives på sit arbejde.

Men ifølge Imad er det hele blevet forkert opfattet. Hans kommentar om, at det er »respektløst«, var ikke ment til jobbet som skraldemand, men til det faktum, at eksperten forsøger at prakke ham en jobsamtale på, vel vidende at han havde en anden dagen efter.

»Jeg ville ikke være skraldemand, da jeg havde en jobsamtale hos Salling Group i Høje Taastrup,« siger Imad, der dog endte med at sige nej til jobbet i Høje Taastrup, da transportudgifterne fra Slagelse ville blive for store i forhold til det budget, som 'Luksusfælden's eksperter havde lagt.

Faktisk tog han også til samtalen som skraldemand, men det job fik han ikke, da han ikke havde kørekort til lastbil.

Imad og Izabella bruger langt flere penge, end de tjener.
Imad og Izabella bruger langt flere penge, end de tjener.
Vis mere

»Vil du ikke være sød at skrive det, så mennesker fatter det i deres hoveder. Jeg kan sagtens arbejde som skraldemand. Jeg ville ønske, at jeg havde kørekort til lastbil, så jeg kunne starte i morgen,« siger han og tilføjer:

»Jeg vil ikke lyde dum. Jeg er ikke en, der nasser, jeg er ikke et dårligt menneske, så de skal ikke tænke dårligt om mig.«

B.T. har tidligere onsdag forespurgt TV3 om en kommentar til Imads beskyldninger mod 'Luksusfælden'.

Her oplyser TV3, at kanalen er ærgerlig over, at Imad og Izabella er utilfredse med deres deltagelse i programmet.

Ifølge programdirektør Kenneth Kristensen fra Nent Group har 'Luksusfælden' gennem tiden hjulpet rigtig mange danskere med at få bedre styr på deres økonomi. Han skriver desuden, at eksperterne altid sætter sig grundigt ind i de medvirkendes økonomi.

»'Luksusfælden's eksperter viser de medvirkende en mulig vej ud på den anden side af gælden, men det er helt op til deltagerne at vælge, om de vil følge den vej – og 'Luksusfælden's eksperter anbefaler aldrig noget på skærmen, som ikke udøves i praksis,« fortsætter han.