Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
29-årige Patrick fra Hvidovre har flere gange måtte låne penge af sine forældre.
For mens ingen andre end hans søster Isabella ved, hvor skidt det står til med hans økonomi, så har han blandt andet lånt penge af deres forældre for ikke at skulle stå med et tomt køleskab, når hans treårige søn kommer forbi i weekenderne.
»Mine forældre ved ikke noget om alle de her ting. Samtidig med at de har lånt mig pengene. Det er helt godnat,« siger Patrick i tirsdagens sæsonpremiere på den 30. sæson af tv 3-programmet 'Luksusfælden'.
For de mange penge er ikke mindst gået til at fornøje ham selv.
Hver eneste måned har han nemlig i gennemsnit brugt 4700 kroner på »tank og kiosk, spil og kontanthævninger«, forklarer den nye ekspert, Mette Djernis.
»Det kommer bag på mig og alligevel gør det ikke, fordi jeg vidste godt, at når man kigger på de dårlige vaner, som jeg har haft, og tager det et år tilbage, så hober det sig op, men jeg har aldrig prøvet selv at regne det ud,« indrømmer 'Luksusfælden'-deltageren.
Faktisk har han brugt næsten tre gange så mange penge, som eksperterne normalt ville anbefale på en diversepost.
»Det runger altså også lidt hult, når du siger, du har følt, at der ikke har været råd til at betale forsikring på bilen og andre forskellige ting og sager, og der er kreditorer, der ikke har kunne få deres penge,« skælder eksperten Kenneth Hansen ud.
Det kan Patrick da også godt se er både »vanvittigt« og »dumt«.
»Det er en ekstremt dårlig vane, det med Oddset.. jeg har også på et tidspunkt udelukket mig selv for nogle år tilbage og spillede ikke i en lang periode,« forklarer 'Luksusfælden'-deltageren sig.
Men alligevel må han indrømme, at han igen spiller sine penge op. Og det viser sig altså på hans skrantende økonomi.
»Nu er det for at være meget, meget klar i mælet: Når du først har været indmeldt i Rufus, så har du også erkendt overfor dig selv, at du har et spilproblem. Så min klare anbefaling er da helt klart, at du får registreret dig i Rufus engang mere. Og næste gang, den udløber, så registrerer du dig igen – og igen og igen,« siger Kenneth Hansen.
»Det kan vi godt aftale,« svarer Patrick og kigger slukøret ned på sit budget.
Hvordan det går den 29-årige delefar fra Hvidovre kan du se nu på Viaplay eller i aften kl. 20 på TV3, hvor 'Luksusfælden' har premiere på sin 30. sæson.