»Hvor har mit hoved været henne i det her? Jeg tror, jeg har haft det under armen i alt for mange år.«

Således lyder indrømmelsen fra tirsdagens 'Luksusfælden'-deltager Camilla, der smider sine regninger direkte i skraldespanden og betaler et stort, rundt nul på sin gæld, der har vokset sig større end 700.000 kroner.

I stedet bruger Camilla sine penge på slik og cigaretter, og ikke mindst har hendes syvårige datter fri adgang til dankortet, der lystigt bliver brugt på mobilspil og pizzaleveringer.

Samtidig betaler den unge mor til to ikke forsikringer.

Camillas papmor Helle hjælper hende gennem 'Luksusfælden', og det kræver, at papmoren skurer hende lidt mod hårene.
Camillas papmor Helle hjælper hende gennem 'Luksusfælden', og det kræver, at papmoren skurer hende lidt mod hårene.
Vis mere

»Det er da forfærdeligt. Det er da noget af det vigtigste at have på plads! Det har du slet ikke nævnt, at du ikke har betalt,« skælder hendes papmor Helle ud.

»De har ikke været der – pengene, jeg har skulle betale til det,« svarer en flov Camilla.

Men den undskyldning køber 'Luksusfælden'-eksperterne Kenneth Hansen og Louise Fredbo-Nielsen bestemt ikke.

»Du siger, pengene ikke har været der? Men så vil jeg faktisk godt lige sætte det lidt i perspektiv. Fordi hver måned bruger du mellem 3-400 kroner på fredagsslik. Masser af chips, chokolade, slik, den får hele armen,« konstaterer Louise-Fredbo Nielsen, før hun afbrydes:

»I stedet for at betale regninger! Det er chokerende,« udbryder Camillas papmor.

Den overbevisning deler 'Luksusfælden'-eksperterne.

For hvis hun havde droppet de flere hundrede kroners slik om måneden, så kunne Camilla stort set have betalt alle sine og sine børns vigtige forsikringer.

»Hvis du var fuldforsikret og havde en forsikring på dit indbo, på dig selv og på dine børn, jamen, så ville det koste 464 kroner om måneden. Så du skal ikke komme og sige til mig, at pengene ikke har været der! Du har valgt at prioritere pengene på noget helt andet,« understreger Kenneth Hansen skarpt.