»Jeg har det faktisk rigtig godt med det valg, jeg har truffet.«

Således lyder meldingen fra 26-årige Danni, inden han i tirsdagens afsnit af 'Luksusfælden' banker på hos sin kæreste.

Eksperterne har netop bedt ham træffe et valg, som vil få betydning for hans skrantende økonomi.

Enten skal han flytte for sig selv i en lejlighed, der maksimalt må koste 5000 kroner om måneden. Vælger han det, er han gældfri om ni år og en måned.

Alternativt skal han officielt flytte ind hos kæresten Mille og begynde at betale huslejen på 2900 kroner. Hvis han går den vej, vil han være gældfri om fire år og seks måneder.

Danni bor mere eller mindre allerede hos Mille, men selvom han tjener væsentligt mere end hende, bidrager han hverken til huslejen eller husholdningen.

Derfor må han hanke op i sig selv og vælge en holdbar løsning.

Da han i klippet, som du kan se ovenfor, træder ind i Milles lejlighed for at overbringe hende nyheden om sin beslutning, ved hun intet om valget, han har stået overfor.

Det bliver hun først bekendt med, da de sidder sammen i sofaen. Og for rullende kameraer fortæller Danni hende så om sin beslutning:

»Jeg valgte selvfølgelig så den med (muligheden for at blive gældfri om, red.) ni år og en måned.«

Mille ved ikke umiddelbart, hvad hun skal sige til den udmelding. I stedet tager Danni igen ordet og forklarer, at han med det valg får lettere ved at bygge sit eget liv op.

»Men det er jo så dit liv kun med dig. Det er jo så ikke med mig overhovedet. Så skulle vi jo ikke være gået i gang med det her,« konstaterer Mille.

Danni forklarer, at han for nuværende ikke føler, han kan bidrage til forholdet, fordi han ikke har noget at give Mille.

»Jeg har jo ikke bedt dig om noget. Jeg har bare bedt dig bevise, at du vil mig. Det gør du ikke på den måde. Og derfor skal vi ikke være sammen,« svarer Mille, før de to så småt runder den hårde samtale af.

Du kan se, om Dannis beslutning om at gå fra Mille er det rigtige for, at han kan få styr på sin økonomi, i 'Luksusfælden' på TV3 klokken 20 og på Viaplay.

Tirsdag aften kan du ligeledes læse på B.T., hvordan det går Danni i dag.