»Fy for helvede!«

Sådan udbryder 29-årige Mads Niebur, da 'Luksusfælden'-eksperten Jan Swyrtz præsenterer ham for en opgørelse over, hvor mange penge, han har brugt på pizza i løbet af et år.

Lamslået står han tilbage og kigger på et skilt, hvorpå resultatet står. 23.000 kroner.

»Det er utroligt, jeg ikke har et fedtproblem. Det kan være, der løber mayonnaise i årerne på mig,« siger Mads Niebur, der tidligere har deltaget i realityprogrammerne 'Paradise Hotel' og 'Ex On The Beach'.

I programmets intro lægger han da heller ikke skjul på, at han har en forkærlighed for takeaway – og særligt den italienske spise har en speciel plads i hans hjerte.

»Alle mennesker har en svaghed. Jeg elsker slik, jeg elsker is – jeg elsker mest af alt bare pizza,« lyder det fra ham.

Pizza er dog ikke den største post i Mads Nieburs årlige budget. Hans motorcykel, som har fået kaldenavnet 'Baby', har han brugt intet mindre end 69.600 kroner på på årlig basis.

»Hver en krone har været det værd. Jeg elsker den,« siger han og fortsætter:

»Men det der, det er under al kritik. Det er sindssygt.« mens han peger over på skiltet med pizzabudgettet.

Hvorvidt, det lykkes eksperterne Jan Swytrz og Sesilie Munk Stenderup at omvende Mads Nieburs pizzavaner, kan du se i 'Luksusfælden' på tv 3 og Viaplay.