Danni lod til at være kommet på rette spor, efter 'Luksusfældens' eksperter havde forladt ham i tirsdagens afsnit.

Men er det lykkedes Danni at holde sig fra junkfood, cigaretter og smart elektronik? Og har han fortsat udsigt til at blive gældfri inden for en overkommelig fremtid?

De spørgsmål har B.T. stillet den 26-årige nordjyde, som efter alt at dømme er ved godt mod.

»Jeg har skåret ned på smøgerne, men er ikke helt stoppet endnu. Der er dog langt mellem pizza og andet junkfood,« siger han og erkender, at han fejrede sit nye budget med en enkelt pizza, da eksperterne forlod ham.

»Jeg synes dog ikke, det er pengene værd, og jeg vil hellere bruge pengene på en uforudset regning end på pizza.«

Siden programmet blev optaget for nogle måneder siden, er Danni begyndt at sætte penge ind på en opsparingskonto, som han tager i brug, netop hvis der dukker en uforudset regning op.

Det må siges at være fremskridt for den unge mand, der tidligere tog kviklån for at betale sine regninger. Et mønster, der var med til at skabe ham en gæld på knap en kvart million kroner.

For at komme gælden til livs måtte Danni blandt andet sælge sin iPhone, sin bil og en masse andet.

Han skulle også flytte i en lejlighed med en husleje på maksimalt 5.000 kroner, hvilket han gjorde.

I dag bor han stadig i lejligheden og agter kun at flytte, hvis han finder noget billigere.

Han er også fortsat bilfri, men han har skiftet sin cykel ud med en knallert. Han holder sig dog fortsat inden for transportbudgettet, fortæller han.

Han har også stadig den ældgamle Nokia, som eksperterne gav ham som erstatning for hans iPhone.

Meget symbolsk brugte eksperterne et bål til at overbevise Danni om, at hans økonomi stod i flammer.
Meget symbolsk brugte eksperterne et bål til at overbevise Danni om, at hans økonomi stod i flammer. Foto: TV3
Vis mere

Men selv om han bruger den af og til, har han også anskaffet sig en billig iPhone af ældre model.

»Det er simpelthen nemmere at komme på netbank på den end på computeren,« siger han og forsikrer om, at han ikke længere bruger penge på spil til mobilen.

Slutteligt har Danni skiftet job. Hvor han før arbejdede med sortering, arbejder han nu med døre. Om natten.

Natarbejdet betyder, at Danni nu tjener mere end før. Men det betyder ikke, at han bruger dem alle på selvforkælelse.

»Nogle gange prioriterer jeg at tage ud og spise med mine venner, men så sætter jeg et bestemt beløb af og holder mig inden for det.«

»Men andre gange går pengene direkte til en kreditor,« lyder det fra Danni.

Og det er tydeligt, at Danni er en mand med et mål. Et mål, der er endnu mere ambitiøst end det, eksperterne satte for ham.

»Jeg vil jo gerne være gældfri hurtigst muligt, og det kan forhåbentligt komme til at ske tidligere end beregnet på grund af mit natarbejde.«

Den 26-årige mand fortæller, at det overordnet har været en positiv oplevelse at være med i 'Luksusfælden', og han er meget taknemmelig for eksperternes hjælp.

En hjælp, der ikke kun betyder, at der er kommet nogenlunde styr på hans økonomi.

Den har nemlig også haft betydning for Dannis liv på et mere overordnet plan.

»Efter de har hjulpet mig, er jeg begyndt at sove meget mere, mit humør er blevet bedre, og nu ved jeg konkret, hvor meget jeg skal betale hver måned.«