Den meget kedelige nyhed om Luke Perrys alt for tidlige død har ikke mindst ramt hårdt blandt kollegerne på tv-serien ‘Riverdale.’

Derfor måtte optagelser og produktion af serien, hvori Luke Perry spillede karakteren Fred Andrews, far til hovedrollen Archie, stoppe midlertidigt.

Det oplyser tv-netværket CW, der står bag serien, samtidig med en udtalelse er blevet offentliggjort.

Ifølge The Hollywood Reporter oplyser tv-netværket, at afbrydelsen af arbejdet med serien skyldes, at alle på holdet fik tid og lov til at bearbejde sorgen forårsaget af dødsfaldet.

»Vi er dybt berørte over, at vi i dag er blevet oplyst om Luke Perrys død,” lyder det i udtalelsen, der er underskrevet af producenterne Roberto Aguirre-Sacasa, Greg Berlanti, Sarah Schechter og Jon Goldwater sammen med Warner Bros. TV.«

»Luke var alt, man kunne håbe, han ville være: en utrolig omsorgsfuld professionel med et kæmpe hjerte og en sand ven for alle.«

»Han var en faderfigur og mentor til showets unge cast. Luke var utroligt generøs, og han indgød sættet med kærlighed og venlighed. Vores tanker er med Luke's familie i denne svære tid,« står der videre.

Luke Perry døde mandag efter at han onsdag i sidste uge blev ramt af et slagtilfælde.

Luke Perry med sin forlovede, Wendy Madison Bauer.
Luke Perry med sin forlovede, Wendy Madison Bauer. Foto: CHRIS DELMAS
Vis mere

Det kom han sig aldrig over, og derfor måtte hans nærmeste familie tage afsked med skuespilleren på St. Joseph's Hospital i Burbank, Los Angeles.

Luke Perry er mest af alt er kendt som 'badboyen' Dylan McKay fra den populære 90'er-serie 'Beverly Hills 90210'.

Luke Perry efterlader sig børnene Jack og Sophie på henholdsvis 22 og 19 og sin forlovede Wendy Madison Bauer.

Børnene har han med den tidligere model Rachel ’Minnie’ Sharp, som han blev skilt fra tilbage i 2003.