I tirsdagens afsnit er 'Luksusfælden'-eksperterne på besøg hos 23-årige Louise i Gørløse, som har opbygget en gæld på næsten en halv million kroner.

Louise, der er mor til to små børn på et og to år, får 26.800 kroner udbetalt efter skat, men med en diversepost på 14.900 kroner, der bliver brugt på ting til børnene, hår, negle, rejser og fornøjelser, forsvinder pengene hurtigt. En erkendelse, der i programmet får tårerne frem.

For at redde hendes økonomi skærer eksperterne posten ned til 3.000 kroner.

Og et halvt år efter hun var med tv-programmet, indrømmer Louise da også, at det kræver ekstra omtanke at holde sig inden for budgettet. Især når man som hende er tilbøjelig til impulskøb.

»Jeg vil sige, at det til tider stadig godt kan være lidt udfordrende. Det er ikke, fordi jeg bare tænker 'wupti dupti, den klarer jeg'. Det kræver, at jeg tænker mig godt om, hvis jeg bliver inviteret ud at spise, i zoologisk have eller andre ting, der koster penge. Men jeg har da lagt penge til side, og jeg har penge tilovers,« fortæller hun nu til B.T.

Overordnet set går det også godt, og hun følger det budget, eksperterne har lagt. I afsnittet fortæller hun, at hun bruger penge for at flygte fra hverdagen, fordi »den er noget lort«.

»Hverdagen ser meget mere stabil ud i dag. Der er kommet meget mere ro på. Der er også kommet mere ro omkring børnene, flere faste rutiner, så de ved, hvad der skal ske, så det gavner både mig og dem.«

Netop børnene var en af hovedgrundene til, at hun deltog i 'Luksusfælden', da hun gerne vil give dem et bedre liv og en mere tryg opvækst, end hun selv fik.

»Det er rart at vide, at selvom man måske har taget rigtig mange dårlige valg og må leve med konsekvenserne, så kan man stadig være et godt forbillede for sine børn. Man har altid en chance for at komme på rette spor igen.«

Foto: TV3
Foto: TV3
Vis mere

Det er ikke helt uvant, at deltagerne i 'Luksusfælden' både i løbet af programmet og efterfølgende føler, at eksperterne har været for hårde ved dem. Nogle fortryder sågar, at de var med i programmet.

»Det eneste tidspunkt, hvor jeg har følt, at eksperterne var hårde, var under regnskabstavlen, men når det så er sagt, så er det også det, der gør, at man vågner op,« fortæller Louise.

I sekvensen kritiserer eksperten Jan Swyrtz hende for at grine, mens hendes dårlige økonomi bliver udlagt.

Han tolker det som et tegn på, at hun ikke tager situationen alvorligt, men sådan forholder det sig bestemt ikke.

»Jan bliver meget provokeret af, at jeg står og griner, hvilket for mig er en super stærk forsvarsmekanisme. Det er usikkerhed, og det er, fordi der er lidt underligt og surrealistisk at stå og kigge på.«

Hun har intet negativt at sige om programmet og betegner sin deltagelse som et spark i den rigtige retning. Det var dog ikke helt uden nerver, at hun så afsnittet.

»Nu er det jo et halvt år siden, vi optog, og jeg har godt nok været nervøs for, hvordan det var klippet sammen, men jeg synes faktisk, at det hele er rigtig fint, og jeg har fået rigtig meget god respons.«