Disney genopliver i disse år flere af deres gamle tegnefilmsklassikere i nye, digitaliserede live action-udgaver. Seneste skud på stammen er ‘Løvernes Konge’, der allerede i sin korte tid på markedet i den grad har delt vandene.

Men intet tyder på, at Disney har tænkt sig at stoppe processen - og spørger man filmekspert Ida Rud, lugter det i den grad af en pengemaskine.

»Det virker ret dovent at lave de her Disney-remakes. At de ikke finder på nyt og prøver at være mere kreative. Nu har de været kreative visuelt, men de prøver at tilstræbe noget, der findes i forvejen. Det lugter af en pengemaskine,« siger Ida Rud, der er journalist på Troldspejlet og filmanmelder for blandt andet Filmmagasinet Ekko og DR.

Hun har givet den nye ‘Løvernes Konge’ to stjerner i sin anmeldelse for DR og mener, at den nye film mangler liv og sjæl.

Den originale ’Løvernes konge’ vandt to Oscar-priser for bedste musik og sang.
Den originale ’Løvernes konge’ vandt to Oscar-priser for bedste musik og sang. Foto: DISNEY
Vis mere

»I og med de skal være realistiske, har de ikke særlig meget mimik. De bevæger knapt nok munden, så alt det, der gør karakterer udtryksfulde, mangler fuldstændigt, og derfor bliver det utrolig kedeligt,« forklarer hun.

Løvernes Konge har også fået flere internationale anmeldere til at rynke på næsen. The Wall Street Journal mener på linje med Ida Rud, at filmen ofrer følelser til gengæld for et livagtigt udtryk. Indiewire kalder filmen ‘sjælløs’, og Forbes kalder filmen 'en knusende skuffelse'.

B.T.s egen anmelder giver også blot filmen tre stjerner, mens flere anmeldere dog er positive. Berlingske har kvitteret med fem stjerner, Soundvenue med seks stjerner, og flere udenlandske anmeldere er da også begejstrede.

Lige så mange meninger, der er om den nye Løvernes Konge, er der nok også om hele Disneys strategi for at genskabe tegnefilmsklassikerne på ny.

Alice i Eventyrland, Askepot, Junglebogen, Dumbo, Aladdin og nu Løvernes Konge er allerede på listen over film, der er vakt til live igen - og har indtjent svimlende summer til Disney.

Flere er på vej, men ikke alle er lige glade for Disneys nye strategi, og debatten lever lystigt på sociale medier og blandt udenlandske skribenter i disse dage. Spørger man Ida Rud, er det en skam, at Disney ikke prioriterer kræfterne anderledes.

»Jeg savner Disney, der tør skabe. Der var nogle kedelige år i 70’erne og 80’erne, men så kom Den Lille Havfrue, Aladdin og Løvernes Konge, der er blevet nogle af de mest elskede film. Den skabertrang og kreativitet savner jeg virkelig,« siger Ida Rud og tilføjer:

»Der er langt mellem de fede, originale historier. Så kommer der en Frozen 2, men vi vil også gerne se andre historier.«

Ida Rud fortæller, at det heller ikke er i Walt Disneys ånd at putte den gamle vin på nye flasker.

»Walt Disney havde en streng tilgang til, at der ikke skulle laves remakes. Det eneste, der blev lavet igen i hans tid, var 'Den grimme ælling', der både blev lavet som sort-hvid og i farver,« siger Ida Rud.

Hun understreger dog, at hun ikke kategorisk er imod remakes, men hun mener, at Disneys versioner ofte bare har været gengivelser af originalerne.

Selvom der har været ét lyspunkt.

Den nye film deler vandene.
Den nye film deler vandene. Foto: DISNEY
Vis mere

»Jeg har ikke været begejstret for nogle af Disneys remakes, men Junglebogen (fra 2016 red.) var faktisk interessant, for det var et godt stemmecast, og der var taget nogle andre valg,« siger Ida Rud, der også ser positive takter i en af de kommende film.

»Mulan, der snart kommer, bliver også betydeligt anderledes end tegnefilmen, og det bliver også interessant at se.«

Ida Rud påpeger, at der også er et lyspunkt ved det faktum, at Disney i øjeblikket ikke producerer så mange originale historier.

»Det positive er, at mange af streamingtjenesterne giver penge til andre animationsstudier, så når Disney ikke vil lave nyt, så er der mulighed for, at andre imponerer,« siger hun.