I onsdagens afsnit kunne man se, hvordan stifterne af børne-genbrugsmarkedet 'Børneloppen' måtte se sig forbigået, da der blev uddelt investeringspenge.

Ejer og stifter Johanne Kiel Nielsen siger dog, at de slet ikke er kede af, at det endte sådan.

»Vi syntes ligesom ikke, det gik hurtigt nok med udviklingen i vores virksomhed, og derfor kiggede vi på at skulle lave flere af vores egne butikker,« siger medejer og stifter af Børneloppen, Johanne Kiel Nielsen.

Hun forklarer, at den oprindelige drøm dog var, at de kunne skabe flere franchise-virksomheder rundtomkring i Danmark.

Sofie Brandt og Johanne Kiel Nielsen i deres oprindelige butik i Valby, som de stadig selv styrer.
Sofie Brandt og Johanne Kiel Nielsen i deres oprindelige butik i Valby, som de stadig selv styrer. Foto: Foto: Børneloppen
Vis mere

Virksomheder, hvor en anden ildsjæl med et startbeløb køber sig til at bruge brandet Børneloppen og til at bruge konceptet.

Mange mennesker har meldt sig som mulige ledere og startere af nye virksomheder, men det har været en udfordring for det fem mand store hold bag Børneloppen at få parret de interesserede med nye lokaler.

Derfor henvendte de sig til programmet 'Løvens hule', hvor de oprindeligt ville sælge fem procent af deres virksomhed for halvanden million kr.

Men efter programmet er blevet filmet, er der flere investorer, som har henvendt sig, og Bøneloppen-teamet oplever også at få flere henvendelser fra interesserede fremtidige Børneloppen-franchiseejere.

Der er også kommet flere lokationer på plads. For eksempel er der åbnet butik i Randers, og der skal åbnes butik i Odense, siger Johanne Kiel Nielsen og afslører, at der er flere på vej, som hun ikke kan løfte sløret for.

»Jeg havde forventet, at de ville sætte spørgsmålstegn ved vores værdiansættelse, det virker til at være en del af konceptet, men vi var overraskede over, at de ville have os til at afsløre, hvad vi tjente på vores franchises.«

Det siger Johanne Kiel Nielsen, som uddyber, at det ville være skadeligt for deres forretning at afsløre de tal.

Hun siger, at havde det været bag lukkede døre, så havde de gladeligt oplyst tallene, og derfor ender det med, mener hun, at være en lidt kunstig situation.