Bud. Modbud. Bud. Modbud. Og så videre.

Forhandlingerne var benhårde - og lange - da Albert Kirk Iversen formåede at lande en af sæsonens hidtil største investeringer i torsdagens afsnit af 'Løvens hule'.

Flere gange sagde han 'nej tak' til de bud, løverne kom med. Og det skulle vise sig at være en modig - men gunstig - beslutning.

Selv er han ikke i tvivl om, hvorfor han fik succes, fortæller han til B.T.

Albert Kirk Iversen er manden bag firmaet RaskRask.
Albert Kirk Iversen er manden bag firmaet RaskRask. Foto: DR PRESSE / Per Arnesen
Vis mere

Han er ikke i tvivl om, at nøglen til en investering var god forberedelse hjemmefra.

»Vi havde aftalt alt hjemmefra, så presset fra løverne og de rullende kameraer ikke fik mig ud af kurs,« siger han.

Albert Kirk Iversen har skabt onlineportalen, RaskRask, hvor du kan booke en massør, som kommer hjem til dig.

En forretningside, som de fem løver tilsyndeladende var lune på - formentligt hjulpet godt på vej af, at de fik en let massage af nogle af firmaets massører under optagelserne.

Efter en heftig forhandling mellem Albert Kirk Iversen og løverne, endte Jan Lehrmann og Christian Arnstedt med at investere 1,5 millioner for en 20 procent andel af virksomheden.

Det betyder en værdiansættelse på 7,5 millioner kroner.

Alle fem løver argumenterede ellers for, at Albert Kirk Iversen havde værdiansat sit firma for højt.

Han søgte i første omgang 600.000 for fem procent.

Undervejs fik dommerne massage af nogle af RaskRask's massører.
Undervejs fik dommerne massage af nogle af RaskRask's massører.
Vis mere

Det betyder, at han værdiansatte sit firma til at være 12 milioner kroner værd.

Men Albert Kirk Iversen, som er tidligere professionel pokerspiller, var ikke bange for at forhandle.

»Hvis man viser, at man har købmandsskab og forretningssans, så sender man et signal om, at man er en stærk iværksætter. Det respekterer løverne,« siger han.

Albert Kirk Iversen, som er uddannet indenfor forretning fra Aarhus Universitet, ønsker ikke at afsløre sin smertegrænse, men han fortæller, at investorerne ikke var langt fra.

Christian Arnstedt er den nye løve i denne sæsons 'Løvens hule'.
Christian Arnstedt er den nye løve i denne sæsons 'Løvens hule'. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

RaskRasks ejer har tydeligt kunnet mærke, at Jan Lehrmann og Christian Arnstedts hjælp i firmaet, allerede har båret frugt.

Og Jan Lehrmann, som er medstifter af Bilbasen, er imponeret over, hvor langt Albert Kirk Iversen er nået med RaskRask.

»Man skal have respekt for dem, som er sluppet afsted med at skabe en markedsplads og fået markedspladseffekten til at virke,« siger Jan Lehrmann.

Bilbasen-medstifteren afslører, at Albert Kirk Iversen faktisk ikke har haft brug for megen hjælp.

»Det er ikke et af de steder, hvor det har været svært at være investor - ingen nævnt og ingen glemt,« afslutter Jan Lehrmann grinende.

Også Christian Arnstedt, som er den nyeste tilkomne løve i programmet, er tilfreds med sin investering i RaskRask, hvor han roser Albert Kirk Iversen for at være 'en topforhandler'.

»Albert er et eksempel på én, der formåede at forhandle smart, da han gik ud med en langt højere værdiansættelse end vores første bud,« siger han, mens han fortsætter:

»Han er måske den, der har forhandlet allerbedst i sæsonen. Det kan godt tænkes.«