Livet efter 'Vild med dans': Sådan er de kommet videre – 'Selvfølgelig kan jeg godt mærke, der mangler et job'
For første gang siden 2005 viser TV 2 ikke 'Vild med dans'. Se her hvad to af profilerne gør i stedet.

For første gang siden 2005 viser TV 2 ikke 'Vild med dans'. Se her hvad to af profilerne gør i stedet.

»Selvfølgelig kan jeg godt mærke, at der mangler et job i dette efterår,« lyder det fra en tidligere 'Vild med dans'-vinder.
For første gang siden 2005 sender TV 2 ikke deres populære danseprogram.
B.T. har spurgt flere af de velkendte danseprofiler, hvordan de har det med beslutningen, hvad de gør i stedet for – og om det rammer dem økonomisk.
Se svarene fra to af de professionelle dansere herunder.
»Jeg ville ønske, der kom en sæson mere, da jeg ikke har prøvet det særligt meget. Jeg nåede jo kun at lave tre sæsoner, så jeg har mange flere ideer, som jeg ville ønske, jeg kunne vise 'Vild med dans'-seerne.«
Sådan lyder det først fra Eugen Miu, der i 2024 vandt 'Vild med dans' med skuespiller Anna Munch, og sidste år sluttede programmet af i selskab med sangerinde Sissal.

»Jeg ville 100 procent have sagt ja, hvis jeg var blevet spurgt igen,« fortsætter han og nikker ja til, at han godt kan mærke det på økonomien, at der i år mangler en fast indtægtskilde.
»Det kan jeg godt. Jeg har et efterår uden arbejde lige p.t., så der kan man selvfølgelig mærke, at der mangler et job i dette efterår,« fortæller han og afviser høfligt at komme nærmere ind på emnet.
Han fortæller videre, at han for tiden i stedet får tiden til at gå med 'selvudvikling på arbejdsfronten'. Han vil blandt andet gerne lave flere musicals, så det arbejder han på.
Er der noget, du nu får tid til, som du normalt ikke ville på grund af 'Vild med dans'?

»Hmmm. Det ved jeg ikke helt. Jeg er en person, som godt kan lide at have travlt og flere bolde i luften på samme tid. Jeg ville ønske, jeg fik tid til at være kreativ igen i 'Vild med dans'.«
Eugen Mius dansekollega, Damian Czarnecki, der sidste år sluttede 'Vild med dans' med at danse med skuespiller Pusle Helmuth, har følgende reaktion på at programmet ikke sendes i år:
»Det er SÅ mærkeligt, at vi ikke skal lave 'Vild med dans' i år. Bare på de fire jeg var med, endte jeg med at føle, at det var blevet en fast del af mit efterår,« fortæller han.
Ville du gerne have været med igen i år?

»Min kæreste Magda og jeg har talt om det nogle gange i de sidste par uger. Specielt fordi mine some-kanaler minder mig om, at det er nu, hvor jeg plejer at møde min dansepartner.«
Han fortsætter:
»Men jeg blev far for første gang i december, så jeg har tænkt, at det måske er meget godt, at der ikke er noget 'Vild med dans' i år. Min datter, Frida, har i hvert fald mere tid med sin far nu, og det er vi begge glade for.«
Hvad har du af planer for efteråret i stedet for?

»I år koreograferer jeg en ny musical om 'Hvidstengruppen' på Jysk Musikteater, og jeg ved faktisk allerede hvad jeg skal koreografere til næste år – det bliver offentliggjort om ikke så længe.«
»Derudover driver jeg mit castingbureau Castit, som under 'Vild med dans' altid blev klaret 'flyvende' mellem en træning, en kostumeprøve eller noget helt andet. Så nu danser jeg i stedet 'cha cha cha' på kontoret.«