»Jeg syntes, det var et hæsligt program, for 'løverne' var meget strenge.«

Sådan siger den 48-årige iværksætter Lissen Marschall om sit første indtryk af programmet 'Løvens hule' på DR1, da de første sæsoner løb over de danske tv-skærme.

Torsdag medvirkede hun i programmets femte sæson, hvor idérige iværksættere kan pitche deres idéer foran fem 'løver' i håbet om at få en investering, der kan hjælpe drømmene på vej.

Siden første sæson blev sendt i 2015, har Lissen Marschalls holdning til programmet dog ændret sig.

»Da jeg så sæson 4, var 'løverne' mere empatiske og hjælpsomme. Det gjorde, at jeg tænkte: 'Okay, det er fair betingelser',« siger Lissen Marschall til B.T.

I torsdagens afsnit søgte Lissen Marschall 400.000 kroner for 7,5 pct. af virksomheden Siccario, som producerer tørredragter til hunde, der kan opsuge 90 procent af fugtigheden i hundenes våde pels og samtidig reducere lugten af våd hund.

Den idé fandt 'løverne' interessant i mandagens afsnit, hvor både Just Eat-stifteren Jesper Buch og den nye i flokken, Christian Arnstedt, bød ind på Lissen Marschalls idé.

Som det kunne ses i programmet, blev det Christian Arnstedt, der fik accepteret sit bud som den første i femte sæson. Den 31-årige stifter af virksomheden Blazer Capital blev valgt på sine onlinekompetencer, men især hans kendskab til hunde blev afgørende.

WetDog-tørredragten kan, ifølge Lissen Marschall, opsuge 90 pct. af fugten i hundenes våde pels, samtidig med at den er lugtreducerende.
WetDog-tørredragten kan, ifølge Lissen Marschall, opsuge 90 pct. af fugten i hundenes våde pels, samtidig med at den er lugtreducerende. Foto: Sanne Amnitzbøll
Vis mere

»Jeg kunne ikke se på forhånd, at 'løverne' var hverken hundeejere eller jægere. Det kan være svært at sætte sig ind i produktet, hvis man ikke selv er hundeejer,« siger Lissen Marschall og tilføjer:

»Derfor var det heldigt, at Christian Arnstedt er jæger og bruger mine produkter. Det vidste jeg ikke på forhånd,« siger hun.

Christian Arnstedt endte med at investere 1,125 millioner kroner for en tredjedel af virksomheden. En investering, der skal hjælpe Siccario med at blive bedre på internetdelen.

»Christian er rigtig dygtig online, og vi har blandt andet fået en dansk hjemmeside hen over julen. Han kommer med rigtig gode input, og hans idéer til en strategi i 2020, om hvordan vi når vores mål osv., har været enormt interessant,« fortæller Lissen Marschall.

Inden Lissen Marschall begyndte at udvikle tørredragter til hunde, har hun blandt andet optrådt som musicalsanger og været med i mindre tv-roller. Netop de to erhverv var dem, der gav hende idéen til tørredragten.

»Jeg har brugt mit hår rigtig meget, når jeg har stået på en scene, så jeg havde et ønske om, at i stedet for at bruge en hårtørrer og slide på håret, så måtte man kunne få fugten ud på en anden måde,« siger hun og opsummerer:

»Det kom fra min egen forfængelighed om, at håret skulle se pænt ud, så det er lidt en sjov udvikling. Men at gå fra en 'diva-tilværelse' til at nørde om tekstiler har været en helt særlig rejse,« fortæller hun.

Grunden til, at det blev iværksætteri, som Lissen Marschall kastede sig over, har hun dog ikke fra fremmede, fortæller hun. Hendes far, Peter Marschall, stod nemlig bag hundekraven 'Buster' for godt 40 år siden, som i dag sælges verden over.