Én sølle A4-side.

Det var, hvad årets 'Robinson'-deltagere kunne modtage fra deres familier og venner i det seneste afsnit. Dog på den betingelse, at de gjorde sig fortjent til at få brevet gennem en dyst i programmet.

Og derfor var der også nogle, som ikke ville modtage et brev fra deres familier. Deriblandt Ralf Christensen, der er gift med den 41-årige tv-vært Lisbeth Østergaard. Hun har ikke kunnet lokke informationer ud af sin mand, men hun havde godt på fornemmelsen, han ikke havde læst brevet under programmet.

»Jeg var forberedt. Alligevel var det bare så hårdt at se. Det er både hårdt og dejligt at se, at han savner os, men det er hårdt at se, de andre får brevet, og Ralf ikke gør. Der var så mange ting, jeg gerne ville have fortalt ham, da han sad derude,« fortæller Lisbeth Østergaard til B.T.

Ralf Christensen og Lisbeth Østergaard har været sammen siden 2013. De har sammen fået børnene Carlo og Viggo på henholdsvis tre og seks år.
Ralf Christensen og Lisbeth Østergaard har været sammen siden 2013. De har sammen fået børnene Carlo og Viggo på henholdsvis tre og seks år. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

'Robinson Ekspeditionen' har været en anderledes omgang for Ralf end de andre deltagere. Han blev nemlig indlagt undervejs, men vendte tilbage til programmet efter et kort visit på hospitalet.

»Alt ved 'Robinson' var ulideligt. Det er ikke til at have med at gøre. Man lærer, at intet nyt er godt nyt. Jeg fik heller ikke at vide, han var indlagt,« fortæller Lisbeth Østergaard.

Men selvom Ralf ikke fik lov til at læse brevet fra familien, så ville det være noget af det første, han kunne læse på sin mobil, når han fik fat i den.

For Lisbeth Østergaard havde sendt en kopi af brevet til hans Messenger. Det handlede om savnet, og børnene havde nået en del milepæle på den ene måned.

Parrets yngste dreng, Carlo, var holdt op med at bruge ble og den ældste, Viggo, havde været til sin første landskamp på Brøndby Stadion, som var optakten til Danmarks succesfulde EM.

Det beskriver Lisbeth Østergaard som held i uheld.

»Med hensyn til EM i fodbold var det et virkelig dårligt tidspunkt, han valgte at tage af sted, men med hensyn til Carlo, der stoppede med at bruge ble, så var det et rigtig godt tidspunkt, han valgte at tage af sted,« fortæller hun grinende.

Da deltagerne kunne vinde breve, havde de været af sted i det caribiske øhav i godt en måned uden kontakt med deres familier.

En lignende situation kunne parret dog ikke finde på at sætte sig i igen.

»Vi har lovet hinanden, vi ikke er så længe væk fra hinanden uden, man kan komme i kontakt med hinanden med Messenger eller lignende medier. Man vil bare så gerne give et livstegn,« siger Lisbeth Østergaard.

Du kan streame 'Robinson' på Viaplay eller følge med i de resterende afsnit hver mandag klokken 20:00.