Debatten løb en anelse af sporet, da Linse Kessler og Anna Thygesen var inviteret ind i 'Go aften live' på TV 2 torsdag aften.

Her skulle de debatere situationen omkring minkavlerne, der er tvunget i knæ, efter regeringens instruks om at alle mink skal aflives for at undgå yderligere smittespredning af coronavirus.

Det betyder en reel afvikling af minkerhvervet, i hvert fald i nogle år, og det har i den offentlige debat rejst spørgsmålet om, hvorvidt man bør have sympati for minkavlerne eller ej.

Og det var netop dette spørgsmål de to gæster slet ikke kunne blive enige om.

Kommunikatøren Anna Thygesen tog minkavlernes parti, og påpegede hvordan det er menneskenes livsværk, der bliver pillet fra hinanden:

»Jeg synes, at tonen er ufattelig hård over for de her mennesker, der uanset hvad har bedrevet et lovligt erhverv i rigtigt mange år. Nu siger de farvel til deres identitet,« sagde hun.

Og mens tv-personligheden Linse Kessler godt kunne forstå minkavlernes frustrationer, så havde hun ikke ondt af dem, da dyrene udnyttes på menneskenes præmisser. Hun er dyreelsker, går op i dyrevelfærd og mener ikke, at de skal leve og avles i små bure:

»Jeg har på intet tidspunkt sagt, at de her mennesker var onde eller væmmelige. Men tårerne, dem køber jeg ikke, for det er et spørgsmål om penge, det her.«

Anna Thygesen var ikke begejstret for debattens forløb.
Anna Thygesen var ikke begejstret for debattens forløb. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

De to talte flere gange i munden på hinanden og havde svært ved at nå et fælles ståsted i debatten. Da indslaget lakkede mod enden fik begge parter konstateret, at 'de virkelig prøvede'.

Og så sluttede den eller der.

Fra Anna Thygesens synspunkt skyldes det, at de slet ikke debatterede om det samme:

»Jeg blev sur og træt. Vi diskuterer to forskellige ting. Hun taler om mink, og jeg taler om mennesker. Jeg vil ikke blande mig i det med dyrene, jeg vil bare have, at man skal tale ordentligt om menneskene,« siger Anna Thygesen til B.T.

Linse Kessler er ikke meget for minkavl, da hun går stærkt ind for dyrevelfærd.
Linse Kessler er ikke meget for minkavl, da hun går stærkt ind for dyrevelfærd. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Men Linse Kessler er ikke enig:

»Nej, jeg er ikke enig i betragtningen. Hun synes, det er synd for menneskene. Selvfølgelig skal de ikke hates på, det fik jeg også sagt flere gange, men det dansede hun bare henover og kaldte mig aktivist. Jeg har ikke noget imod dem, men jeg har ikke ondt af dem. Hun brugte ord som livsværk, og det kan jeg slet ikke overskue,« siger Linse Kessler.

Anna Thygesen har efter programmet lagt et opslag op på sin Facebook af en hadebesked, som hun havde modtaget efter programmet.

I beskeden bruges der adskillelige skældsord, og vedkommende opfordrer Anna Thygesen til selv at prøve at leve under minkenes forhold. Hun kalder det ydermere for dyremishandling.

Beskeden, som Anna Thygesen havde modtaget efter programmet.
Beskeden, som Anna Thygesen havde modtaget efter programmet.
Vis mere

Den hårde og kontante retorik, samt beskedens indhold, som taler ind i minkenes forhold, er symptomatisk for, hvordan debatten har været de seneste par uger i det offentlige rum, mener Thygesen:

»Det er symptomatisk for debatten. Det får malet os op i et hjørne, hvor folk diskuterer deres egne ting. Vi er blevet så polariserede, at vi ikke kan diskutere på samme præmis.«

Selv om de to blev inviteret ind til debat i tv-programmet med præmissen om, at de skulle diskutere, om man bør udvise sympati for minkavlerne, så står Linse Kessler dog fast ved, at det er vigtigt at medbringe minkene i ligningen, for at nuancere debatten:

»Der er forskel på mennesker. Desværre er menneskene det eneste vigtige for nogen. Det er der, jeg ikke kan mødes med hende.«

B.T. har også forsøgt at få en kommentar fra journalist og vært på 'Go aften live', Abdel Aziz Mahmoud, men han har ikke ønsket at kommentere.