Det kom nok som en overraskelse for mange, at den smilende optiker valgte at lade sig skille fra den glade kranfører i sidste afsnit af DR-programmet 'Gift ved første blik.'
Men sådan blev det altså, da Line Winther Lindtorp sagde nej til at blive i et forhold med Mark Wortsen.
Efter deres get-away, forklarer Line nemlig, i et skriftligt svar til B.T., at hun blev meget fokuseret på de ting, som ikke fungerede i deres forhold. Hun ville rigtig gerne et spadestik dybere i deres relation, men det skete altså ikke, ifølge hende.
»I sidste ende skulle jeg veje relationen op, og så var der desværre flere ting, som ikke spillede for mig. Og det vejede mere end de ting, der fungerede for os. Derfor tog jeg beslutningen om at blive skilt,« forklarer hun.
Men det var ikke for ingenting, at Line Winther Lindtorp var med i programmet. Hun forklarer, at det har givet hende en masse gode oplevelser, og hun har mødt 'skønne og dejlige' mennesker både blandt deltagerne og folkene bag kameraet.
»Det har været en vild oplevelse på godt og ondt. Så alt i alt er jeg stolt af mig selv over, at jeg har deltaget, og jeg har stort set haft mig selv med hele vejen,« uddyber hun.
Efter afslutningen af programmet har hun da også haft tid til at reflektere over, hvad det egentlig er, at hun søger i en romantisk relation. Og det har gjort hende klogere.
Det skulle da også vise sig at være den helt rigtige beslutning for Line at lade sig skille, fordi i dag ses hun med en ny mand, hvilket hun også afslører i programmet.
»Det går fint. Vi ses stadig og tager det hele stille og roligt,« fortæller hun.
Det kom derimod lidt bag på hendes partner i programmet Mark Wortsen, at de ikke skulle forsætte forholdet efter kameraerne slukkede. For han synes stadig, at eksperimentet var hyggeligt.
Denne sæson bød ikke på mange forelskede par, da kun ét forhold kunne bestå testen og i dag er gift.