For tre år siden ramlede Line Baun Danielsens liv sammen. Og i dag kan hun konstatere, at hun aldrig bliver den samme igen.

Line Baun Danielsen gik ned med flaget i over et halvt år tilbage i marts 2016.

Det var en meget skræmmende oplevelse for hende, som hun tidligere har skrevet om på sin blog.

Nu opfordrer hun folk i et nyt indlæg til at tage sig selv alvorligt, for hun påpeger, at man har kun et liv.

Line driver bloggen 'På bloggen med Line', hvor den primære målgruppe ifølge hende selv er 45+. 
Line driver bloggen 'På bloggen med Line', hvor den primære målgruppe ifølge hende selv er 45+.  Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Det er tre år siden, at den folkekære tidligere tv-vært Line Baun Danielsen måtte erkende, at hendes krop ikke kunne følge med mere.

Når hun ser tilbage, mener hun, at det skete, fordi hun i årevis glemte at lytte til sin krop, og det, som den forsøgte at fortælle hende. Hun spiste en pille, når noget gjorde ondt, og hun arbejdede, selvom hun havde det skidt.

I dag er hun sin egen arbejdsgiver i kommunikationsvirksomheden LBD Kommunikation - og selvom det til tider er hårdt, så er det bedre for hende end hverdagens hamsterhjul, hvor andre sætter tempoet og kravene for hende.

Hun har fortsat ikke lært at dosere mængden af arbejde, men hun har lært at lytte og mærke hendes krops signaler. Hun ved, at når hovedet begynder at snurre, og søvnløsheden indtræffer, så er det tid til at skrue ned for travlheden.

I dag er hendes arbejdsdag skruet sammen således, at hun holder pauser undervejs. De kan bestå af en gåtur eller andre aktiviteter.

Sommetider sidder hun endda i nattøj en halv dag og arbejder, hvis hun ikke orker at iføre sig arbejdstøj og make-up. Det er en kæmpe frihed og luksus, tænker folk nok. Og det erkender hun, at det er, men det er også den eneste måde, hvorpå hun kan forsørge sig selv og sin familie.

Hun forstår udmærket de mennesker, der går ned med stress, og som føler sig pressede, når de skal retur på arbejdsmarkedet.

For det er sjældent det samme menneske med de samme ressourcer, der vender tilbage. Det kræver både en hensynsfuld arbejdsplads og en god portion selvindsigt og -disciplin at genoptage et tidligere job.

Her ses en yngre udgave af Line Baun Danielsen, da hun var vært på Tv 2.
Her ses en yngre udgave af Line Baun Danielsen, da hun var vært på Tv 2. Foto: JØRGEN JESSEN
Vis mere

Hun mener ikke, at hun nogensinde bliver den samme igen, men det skal hun egentlig heller ikke, konstaterer hun.

Hun har stadig dage, hvor livet stinker. For stress er blevet hendes tro følgesvend, en, som hun altid holder i hånden.

Hun har derfor en vigtig opfordring til folk derude, som går og hænger i koderne. De skal tage sig selv alvorligt, lytte til deres krop og mærke efter.

'Man skal give sig selv et servicetjek på livet af og til, for vi har kun dette liv,' skriver hun på bloggen.