»Når katten er ude, danser musene på bordet«.

Sådan beskrev eksperterne Lene Nørgaard og Thomas Sohls forhold, da parret deltog i 'Luksusfælden' tirsdag aften.

43-årige Thomas hjalp nemlig sin 34-årige kæreste med finansiering af bil og afvikling af gæld, og sørgede endda for at fylde fryseren op med madvarer til hende, mens han var væk i to uger i forbindelse med sit arbejde.

Når han var på arbejde, levede hun et liv, hvor spontane køb af tøj, smykker og elektronik var hverdagskost.

Eksperterne kom med kontante udmeldinger omkring Lene Nørgaards (nummer to fra højre) økonomi.
Eksperterne kom med kontante udmeldinger omkring Lene Nørgaards (nummer to fra højre) økonomi. Foto: (PR-foto/TV3)
Vis mere

»Jeg indrømmer gerne, at pengene sad løst. Jeg tænkte ikke over, hvad jeg brugte mine penge på. Det var nemt bare at lægge dankortet på terminalen,« fortæller Lene Nørgaard til B.T.

Hun beskriver sin gældssituationen, inden eksperterne kiggede forbi, som uoverskuelig:

»Jeg skænkede ikke min gæld en tanke, fordi jeg ikke troede, jeg kunne blive gældfri. Jeg lukkede simpelthen øjnene for det, da jeg ikke vidste, hvor jeg skulle starte.«

Det var mangel på indhold i hverdagen, der fik sønderjyden til at tænde for computeren og trykke på bestil-knappen.

Lene Nørgaard købte tøj for hele 19.000 kroner om året.
Lene Nørgaard købte tøj for hele 19.000 kroner om året. Foto: (PR-foto/TV3)
Vis mere

»Jeg shoppede, fordi jeg kedede mig. Det var udelukkende for at få aftentimerne til at gå. Det var jo bare nemt at klikke sig ind på en hjemmeside og hov, så var der lige en ny trøje. Den kan godt lige ryge med, tænkte jeg,« forklarer hun.

Shopping-trangen havde taget overhånd, og inderst inde vidste Lene Nørgaard godt, at det var et problem for hende.

»Jeg skammede mig over min shopping, fordi det jo var Thomas' penge, der betalte vores fælles udgifter, mens jeg bare brugte mine egne penge på tøj,« fortæller hun, mens hun reflekterer over eksperternes udlægning af hendes økonomiske situation:

»Jeg synes, eksperterne behandlede mig OK. De gør jo bare deres arbejde. Selvfølgelig siger de nogle hårde ting en gang imellem, men det er de jo også nødt til. Det fik i hvert fald mig til at ændre mit syn på hele min økonomiske situation.«

34-årige Lene Nørgaard og 43-årige Thomas Sohl.
34-årige Lene Nørgaard og 43-årige Thomas Sohl. Foto: (PR-foto/TV3)
Vis mere

Og hvis Lene Nørgaard tænker efter, var eksperternes spark bagi helt på sin plads.

»Det var sgu retfærdigt nok. Jeg tænkte ikke ‘fuck dem’ på noget tidspunkt. Tallene lyver jo ikke. Jeg levede for det meste bare på økonomisk frihjul hos Thomas,« lyder det fra hende.

I programmet lykkedes det eksperterne af få lavet aftaler med Lene Nørgaards kreditorer, så gælden gik fra 410.000 kroner til 230.000 kroner. Og netop den nedadgående kurve har hovedpersonen tænkt sig at opretholde fremover.

»Det går rigtig godt i øjeblikket. Jeg overholder alle mine afdrag, og jeg har allerede fået betalt det ene af mine lån. Gælden er på vej ned i hvert fald,« siger hun.

Lene Nørgaard har ikke kvittet smøgerne helt endnu.
Lene Nørgaard har ikke kvittet smøgerne helt endnu. Foto: (PR-foto/TV3)
Vis mere

Men afviklingen var aldrig lykkedes uden hjælp fra kæresten, Thomas. Han valgte nemlig at støtte sin kæreste med 3.000 kroner om måneden på gældsposten.

»Jeg valgte at hjælpe Lene, fordi jeg ønsker en fælles fremtid med hende, og jeg drømmer stadig om at købe et hus sammen med hende i Haderslev en dag,« fortæller Thomas Sohl til B.T.

Eksperterne forsøgte desuden at få Lene Nørgaard til at kvitte smøgerne og sælge bilen, mens de forærede hende en ny cykel. Og det går egentlig meget godt med at leve op til deres ønske - sådan da.

»Jeg har fået solgt bilen, og jeg cykler selv mere og mere på arbejde. Jeg er dog ikke stoppet med at ryge helt, da jeg stadig ryger tre til fire smøger på arbejdet,« afslutter Lene Nørgaard, der til daglig arbejder som bartender.