»Det er jo mega ærgerligt,« lyder det fra Lene Beier.

Tirsdag bekræftede TV 2 over for Ekstra Bladet, at det efter denne uges finale er slut med realityprogrammet 'Hjem til gården'.

Lene Beier har været vært på alle fem sæsoner, og hun har kendt til lukningen i et stykke tid, fortæller hun til B.T.

»Sådan er det jo i den her branche. Jeg håbede på en sæson mere, men det kom der så ikke. Nu håber jeg bare, der kommer noget andet godt,« tilføjer hun.

Hun ved ikke præcis, hvorfor man har valgt at stoppe med at lave 'Hjem til gården', der hver uge bliver set af lidt over en halv million danskere, men gætter på, at det er et spørgsmål om økonomi og prioritering.

»Jeg synes, Strong (produktionsselskabet, der laver 'Hjem til gården', red.) har forsøgt at forny det hvert år. Jeg tænker, at det handler om, at nu har vi lavet det i fem år, så nu skal vi prøve noget andet.«

Lene Beier kommer især til at savne holdet, som laver 'Hjem til gården', der mere eller mindre har været det samme i alle fem år. Så kommer hun også til at savne deltagerne og de relationer, der opstår, når de mødes i programmet, fortæller hun.

Lene Beier ved endnu ikke, hvad hun skal lave i stedet for, men glæder sig over, at hun trods alt stadig har 'Landmand søger kærlighed'.

Lene Beier.
Lene Beier.
Vis mere

»Vi skal optage de næste syv uger. I dag er jeg for eksempel i Randers. Så bliver det sendt til august. Som vært kender man sjældent sin kalender ret langt frem i tiden, men alt er godt. Jeg er bare glad for, at jeg måtte lave så mange sæsoner.«

TV 2s kanalchef, Dorthe Thirstrup, forklarede tidligere på dagen i et skriftligt svar til B.T., hvorfor man har valgt at stoppe 'Hjem til gården':

»Vi har været meget glade for at have 'Hjem til gården' i vores portefølje af programserier på TV 2 Play og TV 2, men der skal være plads til fornyelse og forandring, og det er tid til at gøre plads til nye og spændende formater, som vil vække lige så stor interesse hos seerne.«

'Hjem til gården'.
'Hjem til gården'. Foto: Lotta Lemche/TV 2
Vis mere