I fredags nåede TV 2-programmet 'Lego Masters' sin endestation i konkurrencen om at bygge de flotteste værker i Lego-klodser.

Det er dog et internationalt koncept, der eksisterer i flere lande – og alle steder er det en fast del af programmet, at værten bryder den fjerde væg og i sjov gør opmærksom på, at det er et tv-program, der er i gang.

Alligevel er der rigtigt meget, der bliver iscenesat – men aldrig italesat – i programmet.

Ikke mindst det faktum, at det tager tre til fire dage at optage hvert afsnit. For der gøres mange produktionstekniske krumspring for at opretholde illusionen om, at de ofte 15 timer lange Lego-udfordringer løses i et langt stræk.

Dommeren i det danske 'Lego Masters' er Søren Dyrhøj, der er senior designer i LEGO. Han har siden 1997 stået bag nogle af de mest ikoniske modeller indenfor Star Wars, Harry Potter og Ninjago-sættene.Værten er komiker Victor Lander. Han lavede sjov i tv-programmet ved blandt andet at fortælle seerne, at det var hans »første walk and talk«, da han gav en stemningsberetning fra byggerierne. Eksempelvis har også værten Will Arnett i den amerikanske udgave joket med, at »det er her, de burde sætte reklamer ind« under sin snak med deltagerne.
Dommeren i det danske 'Lego Masters' er Søren Dyrhøj, der er senior designer i LEGO. Han har siden 1997 stået bag nogle af de mest ikoniske modeller indenfor Star Wars, Harry Potter og Ninjago-sættene.Værten er komiker Victor Lander. Han lavede sjov i tv-programmet ved blandt andet at fortælle seerne, at det var hans »første walk and talk«, da han gav en stemningsberetning fra byggerierne. Eksempelvis har også værten Will Arnett i den amerikanske udgave joket med, at »det er her, de burde sætte reklamer ind« under sin snak med deltagerne. Foto: Henrik Ohsten/TV 2
Vis mere

For eksempel skal deltagerne have det samme tøj på i de mange dage, der tager at optage det enkelte program.

»Det er illusion, der er blevet lavet, og jeg synes, at den holder. Vi mødte ind sådan klokken seks-syv stykker om morgenen, og så gik de første to timer med, at alle skulle en tur i sminken og sminkes, så de ligner personen fra i går. Vi har helt bevidst det samme tøj på hver dag, så det skal ligne, at der kun er gået 15 timer,« forklarer 'Lego Masters'-vinderen Magnus Klint Sørensen til B.T.

Heldigvis fik han og de andre deltagere hjælp af produktionen til at holde det brugte tøj udholdeligt at have på i alle dagene.

»Vi havde sådan nogle små – det minder vel nærmest om et bind til armhulen – som vi havde på. Så havde de sådan noget lugtfjerner-spray, der kom på. Der var meget god service på, vi hængte ligesom bare tøjet op, og så var der nogen, der kom og ordnede det. Det kan godt blive lidt nusset til sidst,« siger Magnus Klint Sørensen og griner.

Her står 'Lego Masters'-vinderne Frederik Randbøll Jørgensen og Magnus Klint Sørensen i klodskammeret.
Her står 'Lego Masters'-vinderne Frederik Randbøll Jørgensen og Magnus Klint Sørensen i klodskammeret. Foto: Henrik Ohsten/TV 2
Vis mere

Derudover har deltagerne selvfølgelig også en masse pauser hver dag undervejs i deres byggerier. De bygger højest fire timer ad gangen.

I den australske udgave af 'Lego Masters' må deltagerne – for at forebygge snyd – slet ikke snakke sammen i pauserne eller bruge deres telefoner og computere, før de langvarige udfordringer er overstået.

Så galt står det dog ikke til i den danske version. Her er der kun én pause, deltagerne ikke må diskutere Lego i.

»Når vi har fået opgaven stillet, så skal vi sådan set ud af studiet og stå på gangen i et kvarter, mens de sætter vores byggeborde op, så det virker, som om der er flere rum, og at vi kan gå i gang med det samme,« forklarer Magnus Klint Sørensen og fortsætter:

Frederik & Magnus vandt 'LEGO Masters' foran Jonas & Marvin og Esben & Lasse. Bag dem ses gangen ud af studiet.
Frederik & Magnus vandt 'LEGO Masters' foran Jonas & Marvin og Esben & Lasse. Bag dem ses gangen ud af studiet.
Vis mere

»Ude på gangen er det svært ikke at begynde at snakke om opgaven, men vi har jo alle sammen mikrofoner på, så kommer der lige nogen ud og siger, at vi lige skal gemme det, til de er klar til at filme det. Derfor er brainstormen ret autentisk.«

Derudover er der en sidste ting, som 'Lego Masters'-produktionen er gået langt for at skjule.

Og det vil nok skuffe de hårdføre Lego-fans bag tv-skærmene, for det handler om de klodser, deltagerne bruger til at bygge med.

»Klodskammeret er kun en illusion. Der er et studie, der er lige så stort som det studie, vi optager i, hvor alt legoet rigtigt er,« forklarer den anden 'Lego Masters'-vinder, Frederik Randbøll Jørgensen.

'Lego Masters'-dommeren Søren Dyrhøj vurderer i andet program Frederik Randbøll Jørgensen og Magnus Klint Sørensens foreløbige byg. I baggrunden kan man se det lille klodskammer, som man også ser i programmet, men som altså gemmer på et enormt baglokale med ti gange så mange legoklodser. 
'Lego Masters'-dommeren Søren Dyrhøj vurderer i andet program Frederik Randbøll Jørgensen og Magnus Klint Sørensens foreløbige byg. I baggrunden kan man se det lille klodskammer, som man også ser i programmet, men som altså gemmer på et enormt baglokale med ti gange så mange legoklodser.  Foto: Henrik Ohsten/TV 2
Vis mere

Det store, hemmelige klodskammer, hvor de tre millioner klodser altså ligger, skal deltagerne dog ikke selv finde klodser i, ligesom de gør i det mindre klodskammer, man ser i programmet.

»Der er en kæmpe infrastruktur med runners, der løber frem og tilbage mellem studierne med Lego-klodser, alt efter hvad man skal bruge. De står også bare derinde og skiller vores bygninger ad og sorterer klodser nærmest nonstop,« siger Frederik Randbøll Jørgensen.

Hvordan det enorme lokale er blevet skjult for tv-seerne, er der også en god forklaring på.

»Der er en lille blind vinkel på, hvordan kameraerne sidder i klodskammeret, og der er indgangen til det hemmelige klodskammer i hjørnet. Det er også der, man kan gå ind og drikke vand. Det er ligesom sådan et lille helle fra kameraet,« tilføjer Magnus Klint Sørensen og griner.