Finalen i 'LEGO Masters' er lørdag aften løbet af stablen på TV 2, og vinderparret af anden sæson er blevet kåret.

Vinderne blev nemlig det unge østjyske vennepar Jakob og Rasmus, som samlet fik flest af de 275 stemmer for deres imponerende høje LEGO-mur, som både minifigurer og en kat havde brudt igennem.

Men hvor mange stemmer de fik – og herunder om de så også fik dommer Søren Dyrhøjs guldklods, der som bekendt stod for 75 af stemmerne – forbliver en hemmelighed.

For selvom det storladent blev vist i programmet, at guldklodsen blev smidt i en af finalisternes stemmebokse, så blev det ikke røbet hvilken.

Vinderne af 'LEGO Masters' sæson to blev venneparret Jakob og Rasmus.
Vinderne af 'LEGO Masters' sæson to blev venneparret Jakob og Rasmus.
Vis mere

Og TV 2 afviser at røbe, hvem Søren Dyrhøj udpegede som sine finalefavoritter, da B.T. spørger.

Ligeledes forbliver det en programhemmelighed, hvordan stemmerne, der blev uddelt af 200 inviterede LEGO-fans og Søren Dyrhøj, fordelte sig i finalen.

»Vi synes ikke det er i programmets ånd at afsløre hverken Sørens stemme eller det samlede antal stemmer. Derfor har vi valgt at lade resultat forblive, som man ser det i programmet,« lyder svaret fra TV 2-redaktør Thomas Strøbech.

For hyggens skyld blev der således også blot vedtaget en fælles andenplads til de tabende finalister.

Vært Victor Lander byder moralsk opbakning til finalisten Peter, som sammen med veninden Ida kom på en delt andenplads i 'LEGO Masters' med deres værk af en struds med jetpack.
Vært Victor Lander byder moralsk opbakning til finalisten Peter, som sammen med veninden Ida kom på en delt andenplads i 'LEGO Masters' med deres værk af en struds med jetpack.
Vis mere

Eller måske fik de nordsjællandske æstetikere Lena og Christina og de mangeårige rollespilsvenner Ida og Peter selvfølgelig bare lige mange stemmer.

Men hverken guldklodsens placering eller stemmefordelingen vil TV 2 altså ud med.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Søren Dyrhøj, men det har ikke været muligt.