Det kan være slut med Troldspejlet på Danmarks Radio.

Det oplyser kilder til magasinet Ekko.

Programmet har siden 1989 fortalt danskerne om film og spil, men nu er det måske fortid. Troldspejlets fremtid hænger i en tynd tråd.

Og det ærgrer programmets vært, Jakob Stegelmann.

»Vi vil gerne fortsætte. Men jeg ved på nuværende tidspunkt ikke, hvad DR vil med programmet. Alt kan ske,« siger han til B.T.

Ifølge Ekko er programmets scenografi allerede er pillet ned.

Troldspejlet udkommer dog lige nu som podcast, men det er ikke godt nok, mener værten.

»Vi synes, at programmet skal laves som tv. Det fortjener billeder. Men når det er sagt, er vi glade for at lave det som podcast,« forklarer han.

Troldspejlets podcast udkommer lige nu hver 14. dag, mens det sidste afsnit på tv udkom 26. marts.

I 2019 rykkede programmet til DR2 og ændrede navn til Troldspejlet og Co., og det skulle fokusere på et mere modent publikum. Men desværre forsvandt seerne også – der var blot mellem 80 og 120.000 seere, der tunede ind.

30 procent af dem så programmet online.

Det er ikke nok for Danmarks Radio, og det er angiveligt grunden til, at man overvejer fremtiden.

»Vi kan bekræfte, at vi ser på, hvordan og hvor Troldspejlet udkommer fremover. Troldspejlet er et rigtig stærkt brand og et godt tilbud til dem, som ønsker viden om fantasiens verden i film, spil, bøger og tegneserier. Det kommer vi til at fortælle mere om efter sommerferien, skriver programchef, Lisbeth Langwadt i en mail til Ekko.

Indtil da holder Troldspejlet-fans og Jakob Stegelmann vejret.