Det var egentligt for sjov … men nu er Lasse Rimmer og TV 2 Echos redaktion raget uklar – over en sketch. For hvem fandt egentlig på joken først?

Det begyndte med en sketch, som TV 2's satireredaktion Echo lagde på Facebook 14. december.

Scenen er sat, da en kvinde kommer ind til sin kæreste med et par lilla trusser og en mobil i hånden.

»Hvad er det her? Og hvem er Sofie?« lyder spørgsmålet til kæresten, der svarer:

Standupkomiker Lasse Rimmer er raget uklar med TV 2 Echo om ophavsretten til en joke. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Standupkomiker Lasse Rimmer er raget uklar med TV 2 Echo om ophavsretten til en joke. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Der bliver jeg nødt til at bede dig om at være en lille smule mere specifik.«

Herefter henviser han til 'manglende lovhjemmel', 'fejl' og 'kommende redegørelser'.

Pointen i sketchen, som også har fået navnet 'Tænk, hvis din kæreste talte som en politiker', er sjov. Så sjov, at den er tænkt før.

I kommentarsporet til Facebook-opslaget skriver komiker Lasse Rimmer, at han gerne vil bede om en flaske hvidvin for ideen. Og så linker han ellers til et Facebook-opslag fra 27. november, hvor han har skrevet en joke med præcis samme pointe.

Her er Lasse Rimmers opslag fra 27. november.
Her er Lasse Rimmers opslag fra 27. november.
Vis mere

Det udvikler sig til en længere debat mellem parterne.

»Lasse Rimmer, vi er på redaktionen helt oppe at køre over, at vi åbenbart har samme humor som ham fra 'Taskmaster' ('Stormester', red.). Men vi sender en vin. Det skal da ikke hedde sig,« skriver TV 2 Echo.

Lasse Rimmer svarer prompte:

»TV 2 Echo, klart nok, Josefine. Og når nogen stjæler min cykel, har vi åbenbart 'samme smag i cykler'.«

Hvorefter redaktionen spørger:

»Lasse Rimmer, det lyder spændende. Hvilken cykel har du, og hvor holder den?«

Efter at have været tilbage i historikken vender redaktionen tilbage. Man har ikke tænkt sig at overgive sig:

»Gud, Lasse Rimmer, der står i vores Google Docs, at vi skrev vores sketch en hel uge før dit sjove opslag. Vi kan bedst lide hvidvin.«

Med et billede af manuskriptet ønsker TV 2 Echo at vise, at de fandt på joken, en uge før Lasse Rimmer skrev sit opslag på Facebook.
Med et billede af manuskriptet ønsker TV 2 Echo at vise, at de fandt på joken, en uge før Lasse Rimmer skrev sit opslag på Facebook. Foto: Tv2 Echo
Vis mere

Derfra udvikler debatten sig fra at handle om hvidvin og cykler til at handle om god tone på de sociale medier. For flere Facebook-brugere afbryder diskussionen med kommentarer som:

  • »TV 2 Echo, hold kæft, hvor er jeres reaktion både flabet og respektløs!«
  • »Helt enig! Det er usmageligt.«
  • »Det kunne klæde en tv-station som jeres med ansatte, der opførte sig anstændigt.«

Nu svarer TV 2 på kritikken. I en mail til B.T. undskylder Marie-Louise von Holstein, der er chefredaktør på TV 2  Echo og Play Nyhederne.

»Da videoen er et satirisk indslag fra vores nystartede satire-redaktion, var intentionen at besvare Lasses kommentar drilsk med et glimt i øjet. Vi er nu klar over, at vi denne gang måske ikke lykkedes med at synliggøre sarkasmen og ironien nok, så vi må erkende, at vores tone har virket for hård,« siger hun, men afviser, at TV 2 har kopieret ideen fra Rimmer.

»Vi har ikke været bevidste om Lasse Rimmers tidligere opslag på Twitter. Men ligesom os synes han tilsyneladende også, at det er sjovt at gøre grin med den politiske jargon og tage den med ind i privatlivet.«

Faktisk er det så sjovt, at tanken er tænkt før – af både svenske og britiske satirikere. Både det svenske produktionsselskab Freudian Slip og det britiske The Feed, der blandt andet laver satire til sbs.com, havde lignende sketcher i 2017.

Som Marie-Louise von Holstein indrømmer:

»Vi vil jo tydeligvis begge gerne være originale og være den, der har fundet på den præmis, men som nogle af vores andre brugere gør os opmærksom på, så er det ikke en særlig original joke.«

B.T. har været i kontakt med Lasse Rimmer, der ikke har yderligere kommentarer til sagen.