En gummiagtig pandekage-kage – og måske en snert af unfair konkurrence – blev Lars Bjødstrups endeligt i lørdagens udgave af 'Den store bagedyst'.

Her fik deltagerne til opgave at lave en kage, der imiterede en træstub komplet med årringe.

Og den 60-årige gymnasielærer syntes selv, at han var ret genial, da han byggede sin træstub op af en stak pandekager, hvis mange brunlige lag i sig selv lignede årringe til forveksling.

Men dommerne kunne desværre ikke se bort fra, at pandekagerne var både gummiagtige og ubagte.

60-årige Lars Bjødstrup.
60-årige Lars Bjødstrup.
Vis mere

Det er Lars Bjødstrup dog ikke helt enig i.

»Når kagen bliver smurt med creme og syltetøj og står en time eller to, inden den skal bedømmes, så kan de godt blive lidt bløde og sammenfaldne. Måske var de gummiagtige, men de var ikke ubagte,« siger gymnasielæreren, der dog var enig med dommerne i, at han havde den svageste træstub i teltet.

»Jeg skulle måske have gjort som alle de andre og lavet lagkage eller roulade. Jeg syntes bare, det var lidt innovativ med pandekager, hvor selve kagen lignede årringe,« siger han.

»Det var jo et af kriterierne, og det var der selvfølgelig i dem, der havde lavet roulader, men dem, der lavede lagkager, måtte lave et låg for at illustrere årringe.«

Til gengæld løb konkurrenten Mads Eg Andersen med ugens mesterbagerforklæde for sin kage, der modsat de andres kager foregav at være en afhugget birkestamme, der lå ned, og ikke den opretstående træstub, som dommerne havde efterspugt.

Mads Eg Andersen.
Mads Eg Andersen. Foto: DR
Vis mere

Og at dommerne så igennem fingrene med dette kan godt undre Lars Bjødstrup.

»Jeg kunne godt føle en snert af uretfærdighed, fordi hans kage var lige. Men den smagte fantastisk godt, og det gjorde min ikke, og sådan er det,« sukker han.

»Jeg føler mig ikke bortdømt, men hårdt dømt.«

Alt i alt har Lars Bjødstrup været mere end tilfreds med sin deltagelse i 'Den store bagedyst'.

»Jeg tænker tilbage på forløbet med en stor portion glæde i kroppen. Det har været sindssvagt hårdt med fjernsyn tre dage om ugen, fuldtidsarbejde og at skulle finde på opskrifter, prøvebage og gøre ved. Det har været rimelig hektisk, men også sjovt, og jeg ville gøre det igen uden problemer.«