Lyt til artiklen

En voldsom oplevelse i en bil for seks år siden fik Lars Rasmussen til at overveje, om han overhovedet ønskede at leve mere.

Men da hans kæreste stillede ham et ultimatum, ændrede alt sig.

Det fortæller den tidligere håndboldspiller i TV 2-programmet 'Korpset'.

Her bliver han sammen med 11 andre kendte presset til det yderste i en ekstrem stroppetur inspireret af optagelsesforløbet for danske elitesoldater, der er kendt som et af verdens hårdeste – både fysisk og psykisk.

Men allerede på forløbets første dag taber Lars Rasmussen hovedet og fortæller blandt andet sine meddeltagere, at han 'slår dem ihjel', hvis de ikke lader ham være.

Det giver anledning til en snak med programmets instruktører, hvor Lars Rasmussen sætter ord på en skelsættende oplevelse, han havde for seks år siden.

Her kørte han i bil med sin kæreste Jeanette, som mente de skulle til venstre, mens han selv ville til højre. De tog Jeanettes vej – men efterfølgende fandt Lars Rasmussen ud af, at hans vej ville have været den rigtige.

»Jeg flipper fuldstændig ud og slår hånden op i taget på bilen. Fuldstændig vanvittigt. Og jeg bryder så sammen bagefter, for jeg vil ikke være sådan her. Det er ikke mig. Og jeg orker ikke at være her, hvis det er sådan, det skal være. Så gider jeg ikke at leve,« siger han.

Efter den voldsomme oplevelse i bilen gav Jeanette sin kæreste et ultimatum: Enten skulle han udredes, eller også måtte han pakke sine ting og skride.

Efterfølgende fik den 46-årige tidligere håndboldspiller diagnoserne ADHD, Autisme og Aspergers.

Lars Rasmussen har altid – fordi han er sportsmand, mener han – været temperamentsfuld. Men han fortæller også, at han faktisk allerede havde temperament, da han var lille og hurtigt blev sat i bås som 'problembarn'.

Derfor var det en lettelse, da han i en alder af 40 år endelig fik sine diagnoser.

»Lige pludselig giver alt mening. Nu kan jeg endelig forstå, hvad jeg har gjort og hvorfor, men kan også for første gang mærke en ro i mig selv,« siger han i 'Korpset'