Vidste du, at Lars Brygmann har medvirket i en Mel Gibson-film?

Formentlig ikke, for filmen blev ikke noget hit, og Lars Brygmanns internationale karriere har aldrig rigtig fyldt det store.

Mens den i dag 69-årige danske skuespiller har masser af store danske film og tv-serier på cv'et, red han aldrig på samme bølge, der tog flere af hans jævnaldrende kolleger til Hollywood.

Det skyldes flere ting, forklarer han til B.T.

Siden Lars Brygmann fik sit folkelige gennembrud i 2000 med DR's seerhit 'Rejseholdet', har han medvirket i en lang række populære danske film og serier så som 'Dicte', 'Retfærdighedens ryttere' og snart også DR's nye dramaserie 'Høst'.

Netop 'Rejseholdet', der vandt en international Emmy-pris, var med til at bane vejen for Mads Mikkelsens gennembrud i Hollywood, men Lars Brygmann blev hjemme i Danmark.

Lars Brygmann med flere af skuespillerne fra den nye DR-serie 'Høst'. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Da B.T. møder Lars Brygmann på et pressemøde for DR's nye dramaserie 'Høst', fortæller han, at arbejde i udlandet virkelig er noget, man skal gå efter og arbejde hårdt henimod.

»Og det har jeg nok aldrig gjort. Jeg tror, jeg er lavet af et andet stof. For det er hårdt arbejde. Det ved jeg fra de andre. Både Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen og Nikolaj Coster-Waldau har virkelig satset big time på det og haft en agent, der også har satset meget på det.«

Han tilføjer:

»Og det har jeg ikke haft noget imod. Det er jo heller ikke alle, det lykkedes for. Men tag Mads, for eksempel. Han er dygtig og har et godt fjæs, så jeg tror heller ikke, det er tilfældigt, at det lige blev ham.«

Mads Mikkelsen til filmfestivalen i Venedig i 2025. Foto: Tiziana Fabi/AFP/Ritzau Scanpix

Så det var heller ikke noget, du jagtede?

»Nej, jeg har ikke jagtet det. Nu kan det jo lyde som om, at hvis jeg havde jagtet det, så havde jeg haft lige så meget succes. Men det tror jeg simpelthen ikke, jeg havde haft.«

Men du kunne have hyret en agent, der skulle gå målrettet efter det?

»Det er rigtigt. Men der tror jeg bare ikke, at det har været mine ambitioner at gå efter. Det går jo fint for mig herhjemme, og jeg er glad for det, jeg laver.«

Ser man på Lars Brygmanns film-cv, har der i nyere tid sneget sig et par internationale roller ind.

Han har som nævnt haft en lille birolle i Mel Gibson-filmen 'The Professor and the Madman' fra 2019, ligesom han i 2024 havde en birolle i den tyske film 'Holy Meat' og den svenske tv-serie 'Alt og Eva'.

Du kan se Lars Brygmann som familieoverhovedet, Gorm Feldum, i DR's nye efterårsdramaserie, 'Høst' fra den 9. oktober.