Selv om Asta Björk og Faustix klarede den på målstregen og gik videre i 'Vild med dans' trods lave point fra dommerne, så er det to slukørede dansepartnere, B.T. møder efter aftenens program.
»Det gør mig ked af det, at min dansepartener går af gulvet med en følelse af, at han ikke fik noget at vide,« siger danseren.
Aftenens tema var 'Halloween', og her dansede danseren og DJ'en en mystisk og dramatisk tango, som dommerne syntes blev lidt for avanceret.
Der var ikke nok tango-elementer i tangoen, lød kritikken. Og det forstår Asta Björk ikke.
»Jeg har kæmpe respekt for dommerne, deres mening og ekspertise, men jeg føler ikke, min koreografi var anderledes i aften fra de tre år, jeg har lavet 'Vild med dans'. Så jeg ved ikke, hvad problemet var,« siger hun.
»Jeg synes, det var ærgerligt, at Morten ikke fik nogen kommentarer til sin dans, men at det skulle handle om mig lige pludselig. Det handler 'Vild med dans' ikke om - det handler om, hvorvidt Morten kan danse tango eller ej,« siger hun og slår fast:
»Så må de tage det andet med mig bagefter, når kameraet er slukket.«
Heller ikke Morten 'Faustix' Brangstrup Olsen var helt oppe at ringe efter showets afgørelse, som gav ham minimum én uge mere på TV 2s dansegulv.
»Jeg sad med en følelse af, at jeg ikke vidste, om jeg var god til tango. Det vi har leveret de sidste fem uger var virkelig godt, og jeg har været stolt, men man kan altid forbedre sig. Jeg ved dog ikke, hvad jeg skal forbedre til næste gang - for det fik jeg ikke at vide,« siger Faustix.
En del af kritikken fra dommerne lød, at det var svært at inkoorporere tango-elementer i dansen, fordi der er en stor højdeforskel på de to parter.
Det må Asta Björk medgive - hun ville nemlig få sin partners knæ lige i maven, hvis de skulle danse en klassisk tango, fortæller hun.
»Jeg synes også det er ærgerligt, at der skal nævnes en ting, som stakkels Morten ikke kan gøre ved. Vi bliver jo parret efter, hvad produktionen mener er rigtigt. Så det er ærgerligt, at vi skal straffes for noget, vi ikke kan gøre for. Jeg kan ikke blive højere, og Morten kan ikke blive lavere.«
I aftenens femte liveshow rød biologen Vicky og partner Martin i omdans mod sangeren Wafande og partner Mie. Her måtte Vicky Knudsen se sig slået efter seernes asms-afstemning.