For tre måneder siden ramte en tragedie 'Landmand søger kærlighed'-ægteparret Thomas og Nicoline Bertram.

Deres datter Marie på halvandet år var med sin far ude at fodre grise på familiens gård i Jerslev, og Thomas Bertram ramte ulykkeligvis sin lille pige med traktoren, da han kørte fodervognen frem.

Kort efter blev Marie erklæret død på hospitalet.

I starten kunne den 31-årige landmand ikke lade være at bebrejde sig selv for tragedien, og det samme gjorde hans kone, fortæller familien i et stort interview med Ude og Hjemme.

Men trods den altoverskyggende sorg indså de begge, at Maries død var en ulykke.

»Jeg tilgav meget hurtigt Thomas. Jeg vidste jo, hvor meget han elskede hende, og at han aldrig ville gøre noget for at skade hende. Det var jo en ulykke, så meget hurtigt besluttede jeg mig for, at vi skulle komme igennem det sammen,« fortæller Nicoline Bertram til ugebladet.

Allerede som en uge gammel kom Marie med sin far rundt på arbejde på familiens nordjyske gård – en begivenhed, der kunne gøre den lille pige ellevild.

Men tirsdag aften 22. juni endte glæden altså fatalt, og den halvandet år gamle Marie blev erklæret død på Aalborg Universitetshospital som følge af sine skader fra traktorulykken.

Onsdag 30. juni blev hun begravet i Jerslev Kirke.

Efterfølgende begyndte Thomas og Nicoline Bertram i et forløb hos en krisepsykolog.

Nicoline Bertram er i dag i sorgorlov fra sit arbejde på et plejecenter, mens den selvstændige landmand Thomas Bertram arbejder sig gennem sorgen.