I 'Landmand søger kærlighed' så man forrige år, hvordan landmanden Stine Marthine Pedersen valgte bejleren Niels Pors Eriksen.

Nu har tv-parret så denne lørdag sagt deres endelige ja til hinanden og er blevet gift på deres fælles gård i Brørup vest for Kolding.

Stine Marthine Pedersen har delt et billede fra den store dag på sin Instagram – et billede, som er taget af 'Landmand søger kærlighed'-værten Lene Beier, der også selv deler de lykkelige nyheder.

»Tillykke Stine og Niels. Tænk, at det kun er to år siden i valgte hinanden i 'Landmand søger kærlighed' – og tak for invitationen til jeres store dag,« skriver tv-værten i et opslag på Instagram.

Tv-parret holdte i længere tid bryllupsdatoen hemmelig, men nu står det altså helt klart, at den særlige dag hedder lørdag 28. maj 2022.

Det er dermed næsten præcis et år efter, at Niels Pors Eriksen lørdag 29. maj 2021 gik på knæ efter parrets første år som kærester.

»Jeg friede ude på græsplanen i vores egen have med hundehvalpene løbende rundt over det hele blandt alle vores dyr. Det er vores lille plet, så det mente jeg skulle være der,« har Niels Pors Eriksen fortalt til B.T. i den anledning.

Her fortalte Stine Marthine Pedersen også, at der ingen slinger var i valsen omkring at blive mand og kone.

Stine & Niels fra 'Landmand søger kærlighed' til Reality Awards 2021
Stine & Niels fra 'Landmand søger kærlighed' til Reality Awards 2021 Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Vi har allerede gjort os ret mange tanker om brylluppet, og vi er heldigvis ret enige om det hele. Det bliver IKKE i en kirke. Vi drømmer om at blive viet ude i haven,« lød det da fra tv-landmanden.

Som sagt, så gjort, og nu har 'Landmand søger kærlighed' altså tilføjet endnu et ægtepar til programmet.

På værten Lene Beiers Instagram-stories kan man da også se, at kamerafolkene står klar til at optage parrets store dag – formentligt til netop 'Landmand søger kærlighed' eller en af TV 2-programmets særudgaver.

Det nyudklækkede ægtepar har da også tidligere løftet sløret for, at der er mere tv i vente med dem.