En af dette års 'Landmand søger kærlighed'-deltagere er snart klar til at flytte fra Danmark.

Troels Hymøller og Nadine Joanna Voetmann fandt melodien under 'Landmand søger kærlighed', og på den romantiske weekend i Silkeborg blev det til både kys, kram og snak om en fælles fremtid.

Desværre holdt kærligheden ikke, og parret splittede op, men det betød ikke, at de stoppede med at lede efter kærligheden.

Faktisk kunne Nadine fortælle, at hun havde mødt en fyr, som var fra København, men som boede i Grønland som følge af en elevstilling.

Derudover havde Nadine selv søgt en stilling i Grønland, efter at hun blev færdig som sygeplejerske i januar, og ved Reality Awards kunne hun så fortælle, om hun rent faktisk havde fået jobbet.

»Ja, det har jeg. Så jeg rejser den 31. januar, og så skal jeg bo i Grønland, hvor jeg har sagt ja til en fast stilling,« fortæller Nadine til Realityportalen.

Glad for kæresten

Så nu skal Nadine altså til at bo permanent i Grønland.

»Jeg glæder mig. Jeg er glad for, at jeg har min kæreste deroppe. Det hele er super nyt, så jeg er glad for, at jeg har én, jeg kan læne mig lidt op ad,« sagde hun.

Både familie og venner har taget rigtig fint imod, at Nadine rykker teltpælene op og flytter til udlandet.

»Jeg tror bare, at de synes, at det er fedt. De har kun givet god feedback og sagt, at det er nu, man skal ud at opleve, når man har muligheden for det og stadig er ung,« fortæller hun.

Du kan se resten af interviewet med Nadine herunder, hvor hun også fortæller, om Troels og hun stadig har kontakt den dag i dag.

Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk