Første gang Hanne og hendes datter bad deres læge om hjælp til datterens psykiske problemer, lød svaret:
»Så slemt er det vel heller ikke. Gå I hjem og tal ordentligt om det.«
Først da datteren truede med at gå ud foran en bil på vejen hjem, forstod lægen, at det var alvor.
»Har man en kræftsygdom inde på livet, er alle med på, at man snakker liv og død. Men psykisk sygdom bliver ofte bagatelliseret, selvom det – worst case – også er et spørgsmål om liv eller død,« siger Hanne.
Som forælder til en psykisk sårbar er der masser af bekymringer, men alt for lidt hjælp at få, mener hun:
»Det kan være, at dit barn begår selvmord. Det kan være, at du selv går ned, eller at dit barn forsumper i en lejlighed. Uanset hvad skal du selv bede om hjælp – det er rystende. De pårørende står med et alt for stort ansvar.«
Hannes datter, Fie, er født med ADHD. Siden hun var 15 år gammel, har hun i perioder været indlagt. Det slider på hende, men det slider også på resten af hendes familie – hendes mor, hendes lillebror og Hannes mand.
»Det er forfærdeligt at man skal være selvmordstruet, før tingene rykker. Det svarer til, at man skal bevise over for lægen, at man har kræft for at få en kræftpakke,« siger Hanne.
Psykisk sygdom indtager førstepladsen over folkesygdomme i Danmark. 580.000 danskere har en eller anden form for psykisk sygdom, men op mod hver fjerde dansker rammes af en psykisk sygdom, inden de fylder 50 år. Det viser tal fra patientforeningen Bedre Psykiatri.
Den nye dokumentarfilm 'De pårørende', der vises på TV 2 tirsdag aften, følger fem forældre, der alle har psykisk sygdom tæt på.
Deres voksne børns diagnoser er forskellige, men belastningen, forældrene lever med, er den samme. For de pårørende er i højeste alarmberedskab – døgnet rundt.
»Jeg er bekymret konstant, og min bekymring kan antændes konstant. Jeg har ikke PTSD, men kunne meget vel få det, for der er ikke hjælp at hente til os pårørende,« siger Hanne, en af de forældre, der har sagt ja til at lade danskerne se med bag facaden som nærmeste pårørende til en psykisk syg.
Hannes datter, Fie, er i dag 30 år. Hun har været indlagt flere gange på psykiatrisk hospital. Men Hanne mener, der er alt for lidt hjælp at hente både for de psykisk sårbare selv, men også for deres pårørende.
En anden gang, hvor hun og hendes datter på psykiatrisk skadestue bad om at få Fie indlagt, husker hun, at lægen ikke ville underskrive indlæggelsespapirerne.
Ikke før Hanne brød grædende sammen.
»Når vi henvendte os til akutmodtagelsen, var det vores opfattelse, at det drejede sig om liv og død. Men flere gange er vi blevet sendt hjem med sovepiller. Ville man gøre det med en kræftsyg eller med en patient med et brækket ben?« spørger hun retorisk.
Da Hannes mor for et par år siden døde af Alzheimer, var datteren med under udredningen af diagnosen, ligesom hun og hendes mor begge blev tilbudt samtaler med en demenskoordinator og med en psykolog.
»Det var et fantastisk forløb. Hvorfor kan vi ikke gøre det samme på psykiatriområdet? Det er jo familien, der bliver ramt, når en ung eller voksen er psykisk sårbar,« siger hun og efterlyser politisk handling.
»Det handler om penge. I de 15 år, jeg har været en del af systemet, har jeg ikke set revolutionerende forandringer.«
Hos 'Bedre Psykiatri', landsforeningen for pårørende til psykisk syge, er man enig.
Mads Engholm, foreningens formand, siger:
»Som pårørende kæmper man på tre fronter. En front handler om at forstå sygdommen, en anden er kampen mod systemet, den sidste front er kampen mod én selv.«
For det er svært at være pårørende, viser undersøgelser blandt medlemmerne.
»Enten lærer man at mestre rollen som pårørende, eller også er det den, som vælter de pårørende af pinden, så de til sidst selv går ned og bliver syge af angst, depression eller stress,« siger han.
I dokumentarfilmen må Hanne erkende, at hun 'ikke længere kan have Fie på skødet'.
»Jeg har skullet arbejdet med at respektere, at jeg nu har en voksen datter. Jeg skal ikke blive ved med at være bindeled mellem hende og systemet.«
»Men det er svært for mig at trække mig og lade hende selv tage ansvar for sin sygdom. For vi får ikke den hjælp, vi har brug for.«
I sommer skød regeringen arbejdet med en ny tiårsplan på psykiatriområdet i gang. I den forbindelse sagde sundhedsminister Magnus Heunicke:
»Mit håb er, at psykiatrien om ti år har det markant bedre, og vi skal ikke være blege for at gå nye veje. Vi har et spændende og ekstremt vigtigt arbejde forude.«
