Den islandske film ‘Lad mig falde’ bør blive den nye generations ‘Christiane F’ – den der tyske film, som alle i 80’erne blev pålagt at se i folkeskolen på en flaksende filmfremviser og gjorde, at at man i al evighed blev hunderæd for narko.

‘Lad mig falde’ følger den 15-årige Megnea, en helt almindelig pige med et trygt familieliv. Men da hun møder den karismatiske Stella, som hun både er fascineret af og måske endda forelsket i, bliver hun langsomt, men sikkert draget ind i en verden af fester, alkohol, småkriminalitet og stoffer.

Det bliver efterhånden brutalt at se, hvor meget skade narkomaner er villige til at gøre på både sig selv og andre for at få deres stof, og det er frustrerende at se på Megneas forældre, der gør deres bedste, men dybest set ikke aner, hvad de skal stille op.

Det hele bliver kun mere barskt af en række flash forwards, hvor vi ser de to hovedpersoners liv 12 år efter, at de efter en dramatisk oplevelse skilles.

Det er rent dramaturgisk lidt en chance at tage, sådan at afsløre, hvordan det hele ender allerede midtvejs i filmen, men det virker fantastisk og gør kun Megneas gradvise deroute så meget mere hjerteskærende, i en grad så man har lyst til at råbe: “Så hold dig dog fra de stoffer, pigebarn! Det ender galt!” op mod lærredet.

Og det er prisværdigt, at filmen ikke forsøger at lomme-psykoanalysere Megneas misbrug – hendes forældre er skilt og har nye partnere og børn, men det mosles ikke ind som en let forklaring, i stedet virker turen mod bunden som en blanding af tilfældigheder og små, forkerte beslutninger.

Det lyder deprimerende, men ‘Lad mig falde’ er samtidig en ekstremt flot og velspillet film, og den kryber uundgåeligt under huden. Også selv om man på forhånd godt vidste, at det der med at tage heroin er en vildt dum idé.

Instruktør: Baldvin Zophoníasson. Med: Elín Sif Halldórsdóttir, Eyrún Björk Jakobsdóttir