I torsdagens premiereafsnit af 'Gift ved første blik' bliver Line Vetter og Jesper Schoelzer gift og har tydeligvis en god kemi fra begyndelsen.

En kemi, der også førte til et hemmeligt kys.

Eller, det var i hvert fald det, parret selv troede, indtil produktionen pludselig spørger Line, om hun og Jesper har kysset.

Et spørgsmål, hun ikke havde forventet, fortæller hun.

»Jeg er meget overrasket, da jeg bliver forelagt, om Jesper og jeg har kysset. Jeg var helt 100 på, at det er der ikke nogen kameraer eller nogen, der har bemærket. Men den illusion forsvandt, da jeg så programmet,« siger Line Vetter.

»Så gik det op for mig, hvordan produktionen og alle har opsnuset, at vi har kysset,« tilføjer hun.

Line Vetter arbejder til daglig som advokat. Foto: Peter Refsgaard/Snowman Production

Egentlig havde det nygifte par nemlig gjort sig umage for ikke at blive 'opdaget' af de ellers allestedsnærværende kameraer på dagen, fortæller hun.

»Jeg synes faktisk, det var ret smooth. Vi kommer tilbage fra bryllupsbilleder, og så skal folk ind til bordene, og da alle glider ind, bevæger vi os hen ved et hjørne ved en trappe, hvor vi ser vores snit,« fortæller Line Vetter om kysset, der altså ikke blev filmet - men alligevel opdaget.

Kysset kom nemlig til produktionens kendskab, fordi Jesper Schoelzer simpelthen kom til at tale over sig.

Da parret sætter sig ned ved bordet for at spise, hvisker han således til en af gæsterne, at han og Line har kysset.

37-årige Jesper Schoelzer og 30-årige Line Vetter. Foto: Snowman Productions

Dét hører produktionen, fordi Jesper har mikrofon på. 

I dag er det dog ikke noget, der ærgrer Line Vetter synderligt.

Men hun er glad for, at det nygifte par trods alt lykkedes med at få et lille privat og intimt øjeblik.

»Jeg havde det fint nok med, at det blev opdaget, men jeg er stadig glad for, at vi lige fik det øjeblik for os selv, før det blev fanget af kameraerne. At det bare var vores lille øjeblik udenfor kameravinklen,« siger Line Vetter.

Før middagen havde det nygifte par held til at snige sig væk fra kameraerne Foto: Snowman Productions

Og selvom kemien mellem hende og Jesper Schoelzer var god, så blev det altså blot ved kyssene, og de to sov hver for sig, fortæller hun.

Men aftenen fik en sød lille afslutning.

»Jesper og jeg havde ikke hinandens telefonnumre, så da jeg blev sat af på mit værelse, havde han en lille seddel med og spørger; må jeg måske få dit nummer. Så der udveklser vi lige telefonnumre, og så ender vi med at tale i telefon om aftenen og lige vende dagen,« fortæller Line Vetter.

»Det var den perfekte afslutning,« siger hun.