Der blev skrevet dansk tv-historie i andet afsnit af 'Den store bagedyst'.

I denne uges udgave af DR's populære amatørbagekonkurrence brød den unge deltager Caroline Fischer Rigelsen alle corona-restriktioner, forlod sit bagebord og gav jævnaldrende Emil Ussing et kys på munden, efter at han havde fået ros af dommerne for sin lagkage.

Og den er god nok. For første gang i 'Den store bagedyst's ni sæsoner er to af deltagerne blevet kærester under optagelserne.

21-årige Emil Ussing fortæller til B.T.:

Emil og Caroline.
Emil og Caroline.
Vis mere

»Ja, vi er kærester. Vi mødte hinanden første gang i februar, da vi alle sammen blev introduceret for hinanden, og så udviklede det sig stille og roligt. Da vi optog program to i midten af maj, havde vi skrevet og snakket sammen til midt om natten i dagene op til.«

19-årige Caroline Fischer Rigelsen tilføjer, at det faktisk var natten før optagelserne til program to, at de officielt blev kærester.

»Det var gået så dårligt for ham i første program, og så blev jeg bare så glad, da han fik ros af dommerne, at jeg gav ham et kys. Jeg troede ikke, vi blev filmet,« fortæller hun med et grin og tilføjer:

»Men de filmede selvfølgelig hele tiden, det tænkte jeg bare ikke lige over.«

Emil Ussing fortæller, at det var rart at have en, man kunne læne sig op ad under optagelserne, men derudover er de begge så store konkurrencemennesker, at det ikke fyldte noget, når optagelserne var i gang.

I dag er 'Den store bagedyst' for længst overstået, og Emil Ussing og Caroline Fischer Rigelsen er tilbage i hver sin ende af landet. Emil Ussing studerer til arkitekt i Aarhus, mens Caroline Fishcer Rigelsen bor hos sine forældre i Hedehusene på Sjælland, hvor hun er i gang med et sabbatår efter gymnasiet.

Afstanden er indtil videre ikke noget stort problem i forhold til deres forhold, fortæller Emil Ussing:

»I forhold til at vi blev kærester under programmet, har vi fra starten af været vant til at have langt imellem os. Så er vi bare gode til at ringe og skrive og sætter bare mere pris på det, når vi er sammen. Specielt nu, hvor jeg er startet i skole, er det mere presset, men vi er heldigvis gode til at værdsætte det mere.«

Emil og Caroline er blevet kærester i 'Den store bagedyst'.
Emil og Caroline er blevet kærester i 'Den store bagedyst'. Foto: Privatfoto
Vis mere

Generelt set virker årets 'Den store bagedyst'-deltagere til at være rystet særligt godt sammen i år.

På grund af coronakrisen blev optagelserne udskudt, og de havde derfor længere tid til at lære hinanden at kende. I dag har deltagerne fra Aarhus blandt andet en madklub sammen, der ud over Emil Ussing består af Anne Kirstine Tirstrup og Mads Eg Andersen.

»Coronakrisen har helt klart rystet os mere sammen. Jeg tror, at det, at vi ikke måtte være fysisk sammen, sjovt nok gjorde, at vores samvær blev en smule stærkere. At vi havde en følelse af, at vi lige så godt kunne få det bedste ud af det hele undervejs,« fortæller Emil Ussing og tilføjer:

»Det er da sjovt, at Caroline og jeg er det første par – og uanset om man vinder 'Den store bagedyst' eller ej, så har man fået førstepræmien alligevel i form af at have lært de her ni andre mennesker at kende. Det er bare guld værd, og det ved jeg, at alle er enige om.«